tirsdag den 2. april 2013

Med et smil på læben

Så er påsken overstået og solen skinner stadig.
Jeg er glad for min lille kampagne via Downtown, og sidder lige og summer over dagens gøremål.
Min første arbejdsdag som nybagt virksomhedsejer gik fint.

Det er egentligt utroligt så selvoptaget, jeg synes, jeg har været de sidste par uger - ikke kun omkring jobsøgningen, der var nogle virkeligt interessante jobs at søge, men også omkring min lille virksomhed.

Heldigvis er min mand sød og rar, og har slet ikke opdaget, at jeg har forsømt ham.
Her er et foto af mit dejlige samtalerum i Åbyhøj.


Her er plads til meningsfuld fordybelse i samtale.
Og uanset hvad der ellers sker så er der nu forårstegn - bare se denne smukke buket: 



Jeg reflekterer lige over livets genvordigheder og glæder - det er svært ind imellem at være en del af et  
par, ikke mindst hvis den ene part er lidt fraværende og glemmer vi-følelsen.

Det at være en del af et partnerskab, er faktisk hårdt arbejde. Det er vigtigt at vælge partneren hver dag, du skal betragte dit parforhold som en kærlighedskarriere, der skal passes sideløbende, med din arbejdskarriere og med samme omhu. Jeg har faktisk et par gange skrevet en plus og minus seddel over mit eget parforhold, jeg anbefaler nu ikke at du bare lader den ligge og flyde på køkkenbordet, som jeg gjorde, men det kan være en god måde at gøre status over dig selv og din partner på.

Vi er stadig sammen, så der var flest plusser, og min mand har heldigvis en udpræget sans for humor.

En anden ting der er gavnligt for et parforhold er aftaler med hinanden - det kan både være aftaler af erotisk, praktisk eller romantisk karakter. Forventnings afstemning kan vi også kalde det.
Det kan være en date uden børn, hvis I har børn - er de meget små og kan I ikke skaffe en barnepige kan det jo være en picnic i baghaven (mens de sover) eller en kop kaffe på en cafe i nærheden af børnehaven. Større børn kan passe sig selv - I kan måske også alliere jer med et anden børnepar og skiftes til at have alle børnene til pyjamasparty.

Vi har ingen børn, men for at vi stadig har spænding i vores liv, holder vi ofte en uges ferie hver for sig. (Nogle gange skyldes det arbejdet, andre gange fordi den ene har lyst til noget uden den anden) -
Jeg vandrer på hærvejen, og min mand tager måske til Le Mans. På den måde har vi nye indtryk at snakke om, prøver at savne hinanden - og kan i et par dage nyde igen at være sammen, inden hverdagslivet banker på med fuld kraft.



Jeg kunne ikke dy mig, var lige ude i haven og tage et par skud, det er bare så livsbekræftende.
hvis nogen i den forbindelse finder "låget" til mit kamera, så sig endelig til - jeg havde det lige i hånden, og så er det væk.
Distraktion er en æressag - jeg tror det skal være et nyt motto.

Kærlig hilsen derude i solen Britta / Tusmelda


Ingen kommentarer: