mandag den 22. april 2013

Fra skraldesækken søndag og bare tæer til frokost... .

Det var en god weekend. Og hurra hurra det regnede i morges...




Efter lørdagens hårde arbejde, inviterede min ægtefælle mig på aftensmad, forudsat jeg vaskede lugten af mudder godt af mig. Det var nemt og hurtigt gjort, så på med en pæn kjole og i et par sandaler.
Desværre var det meste af Djursland kommet på samme ide, så efter at have kigget på forskellige fyldte restauranter, ville vi tage en pizza med hjem...
Men ak nej, heller ikke her var heldet med os - det ville tage mindst 40-60 minutter, før vi kunne hente en pizza - så vi endte med at køre hjem, og min søde mand lavede en fortrinlig aftensmad.

Affaldsindsamlingssøndag - ja det var i går, blev også afholdt i Tirstrup. Så jeg havde meldt mig under fanen, det var nu helt ok. Jeg havde vel en strækning på 1 km. (500 m. hver vej) og jeg fik samlet 4 1/2 sæk, 2 spande og 2 ejendomsmægler skilte.
Min helt private og uofficielle undersøgelse viser følgende top 10 liste, med vinderen nævnt først:
Rygerene kommer ind på en suveræn 1. plads som natursvin, der var masser af både skod og cigaretpakker.
2. pladsen besættes af øl og spiritus drikkere, og det gælder både dåser, plast og glasflasker
3. pladsen er kaffedrikkere
4. pladsen tilhører tankstationkunder i form af plasthandsker, diverse ting fra tankstationen, herunder boner.
5. Pladsen var ligeligt men ikke vægtmæssigt fordelt mellem løsdele fra biler herunder 4 hjul kapsler og køkkenrulle/papirlommetørklæder.  


Skrald er så grimt, så her er Stellas karse..

Folk på vej ind i byen fra Grenå, sviner mere end dem på vej ud af byen i samme retning, eller også blæser det nemmere over i den modsatte grøft.
Jeg forstår ikke helt hvorfor engangsplasthandsker af den slags der bruges på tankstationer fortrinsvis ligger i grøften på vej ind i byen og ikke ud af byen. Vi har to tankstationer i byen og der er 5-6 km. fra Tanktstionen i Trustrup - men det tager måske så lang tid, før man smider handsken ud efter tankning. Jeg synes personligt at det er nemmere at smide den i skraldespanden ved tankstationen.

Vejsvin er altså rygere, drikker øl og spiritus, lejlighedsvis kaffe, og de kører gerne rundt nogle minutter med en rædselsfuld plastpose på den ene hånd, bare der også er fingre på plastposen.
Jeg ved ikke hvilke erfaringer andre affaldsindsamlere gjorde under søndagens indsamling, men det var - hvad jeg fik ud af dagen...



I haven er vandet ved at blive helt klart i de tre søer, så nu venter jeg bare på lidt regnvand - så det midterste bassin, kan blive fyldt op igen. Fiskene er faldet helt til, og frøene er igen igang med at avle æg. Guldfiskestimen i Stellas sø, er begyndt at spise af "deres æg", så nu kan jeg efter weekendens afslapning, igen hengive mig til arbejdets fryd.

Dagen bød også på endnu en sjov oplevelse.
Nu fik vi jo ikke "ude" mad i går, så i dag ville min mand spendere en frokost.
Igen på med pænt tøj - og ud i bilen, mig i sandaler tæerne trængte til luft, for at finde en restaurant.... FNIIIISSS ... Vi har ikke børn, så vi overså lige konfirmationssøndag - så lukket, lukket - og lukket...

Det blev cafe Fodkold, midt i solen - pæn kjole, rene negle - og et kæmpegrin... 2 røde hotdogs, men det var spise ude, endda dobbelt - for vi satte os udenfor...
Kan weekenden slutter sjovere....  Om lidt henter jeg vasketøjet ind... Det var en pragtfuld weekend, men  næste gang min mand spørger, om jeg vil med ud og spise, tror jeg at jeg tager en madpakke med -  bare for en sikkerheds skyld...

I dag er jeg på kursus i social medier, det er smadder spændende og mine medkursister er alle ret inspirerende, så det skal nok gå fint...

Hav en dejlig mandag - jeg glæder mig til denne uge. Britta / Tusmelda




Ingen kommentarer: