Hvordan taler vi om og med sorg.

Endnu et tungt emne forsat fra sidste fredag....

Jeg husker for rigtig mange år siden at min købmand Karen i Bæk, havde mistet sin mand.
Da jeg skulle ud og handle, jeg stod faktisk og overvejede om jeg skulle cykle de 4 km. ned til butikken, eller tage den lange tur på 15 km., til "den store by" - for at undgå den sørgende efterladte.

Jeg valgte det første, og har siden været taknemmelig for den beslutning.

Mine to små børn var som hvirvelvinde, når de kom ind til Karen.
Den ene for hen til Karen og gav hende et knus, (det gjorde hun altid) og det første jeg lagde mærke til var at butikken var stille - meget stille.

Jeg boede på landet, og alle der skulle snakke, mødtes normalt ved købmanden. Her var centralen for al sladder, besked om hvem der skulle holde fest, lister til indsamlinger - nogle af Jer kan måske huske hvordan det var.

Ofte når jeg kom, fik jeg at vide, at jeg skyldte for en snaps, chokolade eller lign. for den og den havde fyldt år, og det var nogen jeg var på "gave" med.

Når en dør lukkes, skifter livet karakter - men det stopper ikke.

Karen var uforlignelig, men for første gang var den kun en kunde mere i butikken, som ovenikøbet så lettere misbilligende på mig.

Vi opførte os som vi plejede (jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers sku' agere) - og ungerne brød isen: "Vi er kede af at din mand er død", sagde den ældste.
Karen kiggede på ungen med smil i øjnene: "Det er jeg osse, men det er godt I kommer, så jeg skal arbejde."
Hun vendte sig mod mig og sagde: "Det er skønt I opfører Jer naturligt, det trængte jeg til - ja du ser jo selv hvor stille her er, kunderne handler andre steder, eller ligner bedemænd - når de kommer."

Hun havde netop brug for at verden gik videre. Hun var en stout praktisk funderet kvinde, som smøgede ærmerne op og arbejdede sig gennem sorgen.

Den episode lærte mig, at sorg ikke er skadelig, og at sørgende ikke er pestbefængte. Verden går videre for de efterladte, og alle andre.

Her bygges videre på minderne i Den gamle By Aarhus. 

Naturligvis skal der være tid til at sørge, men de efterladte har også brug for at livet går videre - og de har brug for at blive behandlet som normale mennesker, ikke smitsomme spedalske.

Generelt skal vi ikke være så forskrækkede over at tale med sørgende - de har måske et stort behov for at tale om deres savn. De kan også have brug for praktisk hjælp. Det er lige så forskelligt som der er mennesker til. Hos nogle tager det et eller to år, før sorgen slår til, andre oplever savnet med det samme.

Du, som kender en sørgende efterladt, ved hvordan jeres forbindelse var - og så er det bare med at fortsætte den tråd i havde sammen.

Fjerne bekendte vil forsat være fjerne bekendte, medmindre den afdøde var årsagen til, i ikke så hinanden.


Den nye generation står på spring.

Du skal også være forberedt på at hvis du kommer  tæt på, rigtig tæt på en sørgende - Så kan du også miste vedkommende når sørgeperioden er overstået -

For så er du måske netop den person - der får vedkommende til at huske på det trælse, ved at have mistet.
Selv om jeg selv har den opfattelse, at vi ikke mister, når nogen dør - men at forbindelsen bare bliver markant anderledes, er det ikke en opfattelse jeg deler med alle mennesker.

For mig er det vigtigt at have forståelse for andres opfattelse, jeg skal ikke omvende andre til at have min mening, og det er vigtigt at vi hver især får lov til at sørge som det passer den enkelte. men der er ingen sørgende der har pest - snak med dem, smil og grin eller græd, alt efter behov.

Og husk at livet skal nydes, mens vi kan. Knus derude  Britta / Tusmelda