Er det frihed, når man er spærret inde!

Nej, jeg har ikke klaustrofobi - men i morges var jeg spærret inde i en elevator i 20 - 30 minutter, med to telefoner og en gulvvaskemaskine.
Bare et af livets knapt så morsomme indslag, eller måske var det netop lige det - altså morsomt.

At det så til dels var min egen skyld, er en helt anden sag.

Jeg kunne ikke gøre andet end at stå eller sidde der og bare vente på at komme videre.

Og sådan er livet jo en gang imellem - vi kan kun vente. Enten på andres udspil, eller vente på at nogle ting falder i hak, for at livet går videre.

Den her er nu spærret rigtigt inde. 

I sådan en situation, er der ikke andet at gøre - hvor svært det end kan være, end at væbne dig med tålmod, Livet er som en elevator, det går op og ned - ind imellem kommer man ingen vegne - men livet skal leves forlæns. Så kan vi jo altid i bagkundskabens tindrende klare lys fortryde (eller lade som om vi fortryder). Jeg lever livet hver dag, men tanke på - at der ikke er mulighed for ommere...

Kan du fortryde en kastet sten - ja, men du kan ikke afspille episoden baglæns - vel?

Ja livet kan gøre ondt, og hvad så - er alternativet bedre?

Nogle søger professionel hjælp, når livet gør ondt, HUSK det altid er dig selv der vælger retningen. Det kan godt være andre træffer en beslutning på dine vegne, men du har stadig et valg.

Jeg bliver af og til opsøgt som clairvoyant og bedt om at fortælle om en bestemt begivenhed, og hvilket valg min kunde skal træffe, og mit svar er altid tvetydigt - for jeg kan ikke tage ansvaret for andres liv.

Andre vælger at gå ombord i problemerne med krum hals, det er ikke altid de så også bruger indersiden af hovedet - men det kan jo også løse en opgave at buldre og tordne.

Hvem tør f. eks. stå i vejen for ham her?


Livet byder på mange oplevelser, og vi skal turde dem alle sammen.
Vælger vi at stå ved siden af - og ikke leve, så sker der ikke meget i livet.

Vælger du ikke at elske, oplever du hverken sødmen eller smerten, henrykkelsen og de dybe dale...

Holder du dig for dig selv og vil (læs tør) ingenting, skal du heller ikke klage som 90 årig over at du ikke kender nogen, og at ingen besøger dig - for hvor var du, da de andre gad dig?

Ham her, han kæmper for sit territorium og sin kærlighed med elegance - så ham ku' vi alle lære noget af.

Elsk dine elevatorture - uden dem, ville dit liv være extremt kedeligt.

Håber du får en farverig og dejlig weekend Britta / Tusmelda og bagfacaden.nu