For et godt stykke tid siden, bad jeg mine læsere om emner, og selv om det her er et lidt tungt emne, så er det også et vigtigt emne, som vi allesammen på et eller andet tidspunkt støder på.
Vi forbinder ofte sorg med dødsfald,
men faktisk sørger vi mennesker over meget andet, fra skilsmisse og fyringer, venskaber der opløses samt andre livskriser.
Nogle sørger over den ungdom de forspildte, mens de så også spilder nutiden.
Mærsk satte sig et stort mindesmærke
Jeg har talt med mennesker der har sørget over at deres forældre ikke fik opfyldt deres drømme, og som dermed glemte at leve deres eget liv.
Da emnet er ret omfattende vil jeg holde mig til dødsfald i denne omgang.
Bær over med mig kære læsere.
Der er ikke noget at sige til at det er svært - og for udenforstående kan det være umanerligt svært at snakke med en sørgende. For hvordan giver vi udtryk for medfølelse , når der reelt kan være tale om lettelse for den skal trøste.
Ofte står vi jo der med en følelse af "godt det ikke er mig".. og sammenholdt med de efterladtes reaktion er det svært at tale med dem, og så er det jo ulig nemmere at lade som om vi ikke ser vores bedste ven i brugsen, lige efter hans mor er død.
Der er mange forskellige former for sorg, og da vi mennesker jo er meget forskellige, kan det svinge fra gråd til vrede, handlekraft til apati. - Nogle har et enormt behov for at tale om det, andre vil helst være i fred.
Det er jo så osse lige det, at sorg hos andre, kan forstærke vores egen følelse af held, lykke eller hvad det nu er vi lige rummer, for selv om vi alle kommer til at opleve det, så er det jo ikke mig - denne gang. (hurra, hurra).
Det kan også være svært at håndtere andres sorg efter et dødsfald, f.eks. var afdøde kvinde, måske ikke lige et af mine favoritmennesker, men for den sørgende efterladte - betød hun måske alt.
Her svigermors 80 års fødselsdagsgave en helikoptertur
Da min far døde, havde han levet et godt liv, han elskede fest og farver, men var også god til stille stunder. Han var en levemand, og det satte sine spor.
Vi vidste alle, at han var godt på vej mod døden i de sidste år - men det forhindrede ham ikke i at leve.
Da han døde, var vi faktisk lettede, og hans enke sagde - jeg har ikke mistet min mand, vi fik 25 gode år sammen.
Det er en smuk indstilling - ja godt nok er manden død, men minderne er levende - og hun smiler, når hun mindes ham.
Jeg håber mine efterladte vil sige det samme, når jeg dør.
At de ikke har mistet, men har haft nogle gode år med mig. Jeg prøver på at efterleve - min fars ord: "Tænk på at det du siger til en anden, måske er det sidste vedkommende hører fra dig."
Jo flere gode minder vi har om hinanden, jo bedre er det at huske tilbage.
Tænk at skilles i vrede, og så dør den ene af parterne, hvordan vil det være for den anden.
men faktisk sørger vi mennesker over meget andet, fra skilsmisse og fyringer, venskaber der opløses samt andre livskriser.
Nogle sørger over den ungdom de forspildte, mens de så også spilder nutiden.
Mærsk satte sig et stort mindesmærke
Da emnet er ret omfattende vil jeg holde mig til dødsfald i denne omgang.
Bær over med mig kære læsere.
Der er ikke noget at sige til at det er svært - og for udenforstående kan det være umanerligt svært at snakke med en sørgende. For hvordan giver vi udtryk for medfølelse , når der reelt kan være tale om lettelse for den skal trøste.
Den amerikanske kirkegård i Manila.
Der er mange forskellige former for sorg, og da vi mennesker jo er meget forskellige, kan det svinge fra gråd til vrede, handlekraft til apati. - Nogle har et enormt behov for at tale om det, andre vil helst være i fred.
Det er jo så osse lige det, at sorg hos andre, kan forstærke vores egen følelse af held, lykke eller hvad det nu er vi lige rummer, for selv om vi alle kommer til at opleve det, så er det jo ikke mig - denne gang. (hurra, hurra).
Det kan også være svært at håndtere andres sorg efter et dødsfald, f.eks. var afdøde kvinde, måske ikke lige et af mine favoritmennesker, men for den sørgende efterladte - betød hun måske alt.
Her svigermors 80 års fødselsdagsgave en helikoptertur
Da min far døde, havde han levet et godt liv, han elskede fest og farver, men var også god til stille stunder. Han var en levemand, og det satte sine spor.
Vi vidste alle, at han var godt på vej mod døden i de sidste år - men det forhindrede ham ikke i at leve.
Da han døde, var vi faktisk lettede, og hans enke sagde - jeg har ikke mistet min mand, vi fik 25 gode år sammen.
Det er en smuk indstilling - ja godt nok er manden død, men minderne er levende - og hun smiler, når hun mindes ham.
Jeg håber mine efterladte vil sige det samme, når jeg dør.
At de ikke har mistet, men har haft nogle gode år med mig. Jeg prøver på at efterleve - min fars ord: "Tænk på at det du siger til en anden, måske er det sidste vedkommende hører fra dig."
Jo flere gode minder vi har om hinanden, jo bedre er det at huske tilbage.
Tænk at skilles i vrede, og så dør den ene af parterne, hvordan vil det være for den anden.
Hav en forrygende dag derude i livet, lev som om du snart skal herfra og nyd livet, der er ingen der ved hvor længe du har det - clairvoyance eller ej... Britta / Tusmelda
Ingen kommentarer:
Send en kommentar