Singler og en ny sex-partner - hvor mødes vi?

 I dag dater vi mest via internettet - og så foregår der en masse på den seksuelle scene...

Hvis du er til SM/BDSM og medlem af SMil, er det godt sted at aftale møde med en eventuel partner, men her skal I begge to være medlemmer.
Ellers er det godt at mødes første gang i trygge rammer på et offentligt sted..

Der er swingerklubber, som tilbyder at du kan mødes med en eventuel partner i alt fortrolighed og tryghed hos dem. Det gør Swingergaarden f.eks. som er Vestsjællands største swingerklub. De holder til i Slagelse på Kindertofte Skolevej 2. Du kan også slå dem op på www.swingergaarden.dk.


Det er aldrig godt at mødes hjemme - for tænk, hvis du mødes med en psykopat - det sker jo for både mænd og kvinder.

Det er ikke sjovt at have mødt en person for første og sidste gang, og så ikke kunne slippe af med vedkommende igen. - Men budgettet måske heller ikke lige er til et hotelværelse.

Nogle steder er det muligt at finde et B&B - og her er det jo også muligt at slippe væk igen.

Du kan evt. aftale med udlejeren, at de checker op på dig/Jer, hvis du ikke er kommet op inden et aftalt tidspunkt.

Boutique Marians B&B er f.eks. et godt sted at mødes, der er både et legerum og et almindeligt værelse, så kan i jo vælge om begge dele skal i brug, og her er det muligt at aftale at Ib kigger efter dig, så du er tryg.

Vælger du at mødes med en helt fremmed, f.eks. på en cafe, og tager med ham/hende -
så er det en god ide at få lavet en aftale med en ven/veninde -

hvor du ringer og fortæller hvor du er - og aftaler et tidspunkt hvor du skal give lyd fra dig, og ellers skal vedkommende ud og hente dig.

Her er det så at du ikke skal føres et fremmed sted hen med blindfold og acceptere at du får adressen af ham/hende, du dater.

God fornøjelse derude med datingen - 

Hvis det bliver for svært, har jeg forresten lige et kursus, 

der kan lære dig at se bag facaden. 

Britta/Tusmelda & bagfacaden

Hvad foretager jeg mig her !!!!

 HVAD i ALVERDEN foretager en clairvoyant sparringspartner sig på en erotik messe - og så i Nørresundby af alle steder ??

Nøjagtigt det samme som jeg ville gøre på en helsemesse, eller et hvilket som helst andet sted, hvor jeg fortælle om hvad jeg kan hjælpe andre mennesker med.

Ja min påklædning er anderledes end den er til hverdag -
men de mennesker, der kommer forbi er såmænd også bare et bredt udsnit af Danmarks befolkning.

Nogle er sammen som par, nogle kommer forbi med venner og/eller veninder - de er stort set allesammen søgende, ikke lige i forhold til spiritualitet - men mange af dem, er spirituelt interesserede.

Min erfaring er at ihvertfald mange af de mennesker jeg har talt med, er mere afklarede omkring en del af deres liv.

Nu står vi også sammen med BDSM og SMil, og der er ikke mange som ikke er også spirituelt søgende.

Det at gå til clairvoyant sparring er jo heller ikke nødvendigvis det samme som at være spirituel.

Rigtig mange af de besøgende på en erotik messe, har lagt masken bag sig, og er afslappede i forhold til hvem de selv er.

Det er jo ikke det samme som at være 100 procent verdensmester i alt. Og det er jo her jeg kan hjælpe.

Ud over det er det at have styr på sit sexliv, ikke det samme
som at styr på alt det med at date, og et af mine andre "kæpheste" er at udbrede evne til at se bag facaden og se mennesker og ikke bare facader.

Herinde i vores hal er de fleste forbipasserende afklarede med deres egen seksualitet, men mange af dem er ikke afklarede hvordan de matcher en anden, med samme seksualitet -

Hvordan er det lige at vi efter festen her kan finde en med de menneskelige egenskaber og kvaliteter vi gerne vil have, og som samtidig også er til den form for seksualitet, som jeg lige selv er til.

Se det spørgsmål lader jeg lige hænge lidt - så kan det være jeg finder svaret til Jer, senere på ugen ...

God weekend derude - knus fra Britta / Tusmelda  

traume behandling med regressionsterapi

 Så kom vi til 2. skridt i behandlingen -
Når jeg skriver det her ser det ud som om der kun skulle et par samtaler til, sådan er det for nogle enkelte.

Trin 1 - består for de flestes vedkommende af et sted mellem 2-8 timers samtaler.

Undervejs i samtalerne kigger jeg måske på nogle enkeltstående oplevelser med clairvoyance, og vi arbejder rigtigt meget med at lægge de forskellige oplevelser og følelser væk, efterhånden som de er afdækket og gennembearbejdet.

I denne situation var det vigtigt for min kunde at komme i kontakt med sig selv som 8 årig, tilbage til den tid hvor overgrebene startede.
For at få styr på de følelser, hun stadig bar rundt på.

Min kunde satte sig i vippestolen, puttede sig med tæppe og sokker, og jeg talte hende tilbage til det år hvor hun var 7.
Vi talte om hendes følelser, hvad hun legede med - og hvordan det i det hele taget var det år.

Derefter snakkede vi om hendes 8 års fødselsdag, og så kom vi til dagen hvor det første overgreb skete - og denne gang huskede hun hele dagen.

Det var både voldsomt og alligevel befriende da hun som voksen huskede dagen, og denne gang var i stand til at huske, hvordan det skete. Hvad hun havde sagt, havde på - og hvad fætteren havde gjort.

Vi var også omkring nogle af de gange, hun huskede at havde snakket med en voksen om overgrebene. Her gik det op for min kunde, at hun ikke havde sagt noget om det der skete, men havde forsøgt at fortælle det på mange andre måder. Hun havde snakket om drager og hunde, men aldrig om det der rent faktisk skete.

Så hun var ikke blevet overhørt, der var blot ingen, der havde forstået hendes historier. En væsentlig detalje i projektet med at blive voksen indeni.

Som voksen og med den viden hun har nu omkring børns adfærd, kunne hun tydeligt se, at hun ikke selv var årsag til overgrebet.

Det var et meget bevægende øjeblik, og vi havde god tid til at komme omkring alle følelserne, da vi vendte tilbage til nutiden.

Denne session med tilbageblikket tog 4 timer i alt, og derefter et par samtaler hvor vi vendte nogle enkelte ting igen. Vi kunne have delt den op - men det gav mere mening at tage det hele på en gang med masser af ro til at komme sig efter regressionen, og ikke mindst have tid nok til at sunde sig - inden vi vendte tilbage til hverdagen,

Hav en forrygende god uge derude i livet. Britta / Tusmelda

Noget om traumebehandling

Jeg blev spurgt den anden dag hvordan jeg behandler et seksuelt traume fra et overgreb.

Det er meget forskelligt hvordan jeg sammen med min kunde griber det an, men jeg har fået lov til at fortælle lidt fra et forløb.

Min kunde er en kvinde tæt på 45, som altid har haft et problematisk forhold til sin fætter, og familien er ret tæt, så de ses tit.  

Den pågældende fætter er kommet meget i barndomshjemmet og harkrænket min kunde seksuelt gennem nogle måneder i barndommen. 

Der er aldrig blevet talt om hændelser, hun fortalte det til forældrene 4-5 år efter, da hun var flyttet hjemmefra, men siden har der ikke været talt om det. 

Min kunde har aldrig haft et stabilt forhold i mere end 5-6 år, men har en god uddannelse og et godt job og fungerer ganske udmærket - så i det store hele.

Den første gang vi snakkede sammen tog vi samtalen om tilgivelse - ikke at hun skulle tilgive sin fætter eller forældrene, men hun skulle forstå sin krops reaktion og tilgive sig selv.

Hun skal give slip på - det er nok osse min egen skyld, for jeg rendte jo osse rundt i alt for lidt tøj - og var jo lidt nysgerrig. 

Det handler om samtale, samtale og om undervejs at mærke kroppens reaktion, samt snakke om den.

Det, der sker , når kroppen bliver stimuleret , er at kroppen finder en vis nydelse.

Selv under tvang kan kroppen fungere og give orgasme, selv om forstand, intellekt skriger  NEJ med mere end store bogstaver. 

Og for at forsvare sig selv, har hun lukket ned for hjernen og nærmest forladt kroppen. Hun beskrev selv hændelserne som sket i en tåge, hvor hun stod i hjørnet og iagttog, hvad der foregik.
Forsvarsmekanismen gør at alt opleves gennem et filter, og hukommelsen pakkede oplevelsen sammen i et hjørne af hjernen, indtil hun en dag oplevede brudstykker, hver gang hun så fætteren. 

I tiden imellem havde hun ikke husket noget. 

Udover den seksuelle tvang, har fætteren i tilgift lovet hende masser af tæsk, hvis hun sagde det til nogen som helst - og han har omhyggeligt forklaret hende gang på gang både under krænkelserne og ind imellem at hun selv synes det var dejligt og skønt, og se selv du gnubber dig jo op ad mig, se du bliver jo våd - og er det her da ikke skønt.

Så hjernen bliver undervejs i barndommen programmeret af ham til at mene, at det her har hun selv været ude om. 

1. skridt er at erkende og tilgive at hun ikke har skyld, og selv om hun følte en form for orgasme, så var det tvang. Hun skulle tilgive sin krop, at den svigtede hende.

Denne del tager et sted mellem 2-3 timer og skal måske gentages endnu en gang, før vi kan gå videre.
Som værktøj kan vi bruge regressions terapi, hvor vi går tilbage til barndommen i en slags hypnose, den vil jeg beskrive i næste blog. 

Hav en god dag derude i verden, trods det lettere dystre emne... Britta/Tusmelda 

Helte og originaler.

Der skal være plads til os alle.

Kig dig omkring - måske ligner din vennekreds dig, men lur mig om i alligevel ikke er forskellige, I lærer af hinanden (opdrager) - sætter såvel gode som dårlige eksempler for hinanden.

Meditativ livsstil er også at acceptere at vi ikke er ens.

Og så det at give rum, plads og lære af hinanden.

Danmark er et meget lille land, og trods janteloven - så har vi fostret mange helte - helt fra Tordenskjold (som var nordmand, men alligevel en af vore) og til dig.

For du er jo også en helt eller hvad?

Jeg faldt over en spændende hjemmeside forleden, da jeg ledte efter eksempler på nutidige helte -
http://borgerlyst.dk.

Faktisk fandt jeg først en af deres sider, som jeg tillader mig at gengive, fordi den gav så god mening, først skal du tænke over det - og så skal du snakke med en eller flere andre om dine tanker....

Hvad er en helt?

Hvem var dine helte, da du var lille?

Hvad gjorde dine helte så særlige?

Hvordan har dit forhold til din barndoms helte udviklet sig?

Har du helte i dag?

- Hvorfor? Hvem er de? Hvad kan de?

Har vi brug for helte i dag?

Hvilke helte er der plads til?

Sammensæt selv jeres samtale ud fra denne menu, der har til
formål at inspirere og stimulere samtale. God fornøjelse.
Tag gerne menuen med videre og snak om helte med en, som
ikke har været med til salonen!

Der er et sæt spørgsmål mere til denne menu, som du selv kan finde ved at gå ind på deres-opsirkfthjemmeside. - Jeg fik sat en masse tanker igang, da jeg læste deres "samtale-opskrift", det sku'  vi vist have meget mere af, allesammen. Tid til at stoppe op - og tænke nogle store eller bare andre tanker, end dem vi fræser rundt med til hverdag.

Mine helte er alle originalerne - alle Jer derude, som giver jer selv plads til at være, netop den person, I trives med at være.
Jeg samler på originaler, for hvem gider være en kopi - hav en forrygende uge, derude i livet.  

Britta / Tusmelda

God kommunikation med mere end ord...

Det er godt nok et svært emne,... For jeg ved jo ikke om I læser det som jeg mener det, eller om I læser det jeg rent faktisk skriver...

For nogle er denne buket uforglemmelig og med til at sætte nogle gode minder, for andre vil det være et mareridt - bundet til en god vens bryllup.

Det der for nogen er god kommunikation, er for andre dårlig - så det er ikke verdens nemmeste opgave.

Jeg har hvad jeg selv synes er en veludviklet humor, mens andre måske ikke synes det er sjovt.

Så samtalerne kan godt tage en drejning, jeg ikke lige havde forestillet mig.



Denne sti er for mig et tegn på afslapning, hygge og ren fryd -  For mange andre et torturinstrument... 

Så når vi snakker om en hyggelig ferie, skal jeg lige afstemme ønsker - for hvis min ledsager, tror vi skal dase på en strand hele dagen, og sidde i baren hele natten - så bliver en af os ret utilfreds med ferien.

Det er altid vigtigt at afsender og modtager er på bølgelængde.
Ellers siver budskaberne jo ikke ind på den rigtige måde. Og kommunikation er jo meget mere end ord...

Vi snakker ikke kun med ord, men med kroppen - med gaver, handlinger - mad.

Denne lille appetitvækker her var forleden starten på et helt eventyrligt måltid - for mig, heldigvis også for min ledsager. 

Men for mennesker der ikke sætter pris på den slags mad, vil det være spildt ulejlighed for kokken.

Vi har alle forskellig smag i og på livet.

En af mine venner vil synes at den lille ret her bare er noget højrøvet fis...

Mad det er 8 kartofler, 2 bøffer og en masse sovs - den der næsten skal skæres i skiver.

Hun ville være slemt skuffet over en bette mundhaps - og 5 retter mad derefter, for selv om der var rigeligt med mad - var det jo ikke dynget op på tallerkenen.

For mig er det derimod en ultimativ kommunikation med mine smagsløg, og kærlighed til mad.

Her var 3 af mine gode bud på ordløs kommunikation...

Knus derude - Britta /Tusmelda

Se flere fotos fra en ultimativ smagsoplevelse på min facebook side 

Ser jeg dig, hører du mig??

Forleden sad jeg og talte med en god veninde - der stillede mig det underlige spørgsmål -

Ser du mig egentligt?

Hmmm.

Det måtte jeg lige tænke over, for ser jeg hende som hun ser sig selv - ser jeg hende som jeg ser hende, eller ser jeg på hende med farvede briller?

Kollegaers, venners eller familiemedlemmers meninger om andre, hvor stor en rolle spiller de?

Vi kender det alleammen 2 rivaliserende hold, byer - virksomheder.

Vi kan altså ikke så godt lide dem der kommer derovrefra, med et hånligt skuldertræk.
 Jeg nævner bare jyder(udtales ofte Jøjer eller jyyyy'er)  og Køwnhavnere... (staves Københavnere).

I førstnævnte udgave omfatter det ofte alle sjællændere undtagen dem vi personligt kender.

Så det var lidt svært at svare min veninde - for ser jeg hende egentligt, som hun synes, hun skal ses...

Vi glider så let ind i nogle roller, alt efter hvem vi er sammen med.

Kollegaer har et andet indtryk, end familien  - og venner har et 3. indtryk.
Vi har jo et farvet syn på hinanden - farvet af egne oplevelser og erfaringer, samt andre(s) udefrakommende indtryk.

En god ven var utro for nogle år siden, og blev opdaget - og siden har det klæbet til ham.

Han er defineret som ham den utro gris, uden at der er stillet spørgsmål til, hvorfor han havnede lige i den situation.

Havde hun set ham, hørt ham - haft plads til ham i hendes verden, ja så var det måske ikke sket ....

Der skal to til tango - og to til at lytte, se, høre og stå frem...

Det kan være svært at være så nøgen, og sårbar at vi bliver hørt og set - præcis som vi er.

Ser vi så hinanden? Jeg vil tro det....

God weekend derude i verden. Britta /Tusmelda

Går du på job for at tjene penge eller?

Frygteligt spørgsmål ikke?

For så skal jeg jo rent faktisk overveje, om jeg har et mere ædelt formål med at gå et andet sted hen til hverdag for at tjene til brød, smør og hvad jeg nu ellers skal stoppe i hovedet.

Ville jeg hellere blive hjemme, eller foretage mig noget helt andet?

Hånden på hjertet, går du på arbejde for at arbejde, nyder du at jobbe -
eller er det bare et middel til at få bedre mad, en federe bil -
eller hvad du nu går op i.


Vi har haft nedgang i rigtig lang tid, og mange mennesker har måttet sige farvel til mange af de goder, som det arbejdende folk trods alt har lidt nemmere ved at få del i.

Netop derfor har vi nok osse været meget tilbøjelige til at blive på et job, som vi i virkeligheden helst ville sige farvel til - og dog.

Lige for tiden har jeg et lønmodtagerjob ved siden af Tusmelda, hvor jeg kommer i kontakt med mange arbejdsløse. De fleste er absolut ikke glade for at være/blive arbejdsløse - mange af dem har faktisk stress symptomer.

I Tusmelda, taler jeg så omvendt med en del, der gerne vil skifte job, og som også har symptomer på stress.
I begge tilfælde taler jeg ikke om at have travlt, eller have hidset sig selv om -

Men om mennesker for hvem det er en belastning at skulle gå på arbejde hver dag, eller netop ikke at kunne gå på arbejde.

Økonomien en stor fællesnævner, men også fællesskabsfølelsen med kollegaer, ansvarsfølelsen overfor de opgaver der er er på jobbet, fylder også meget.

Jeg har selv i perioder arbejdet steder, hvor jeg nødigt kommer igen, men hvor jeg havde nogle gode kollegaer - som jeg ofte sender en venlig tanke,

En god ven sagde for ikke så lang tid siden, da vi diskuterede job:
 >> At, herregud, det er da kun et job - ikke en livsstil. <<  Og han har jo fuldstændig ret.

At jeg får løn for 37 timer hver uge, er jo ikke ensbetydende med at det er min mission / mit kald. . Men det er jo ofte blevet sådan, at arbejdet er et sted hvor vi går hen og får opfyldt nogle basale psykiske behov om at være noget, bli' te' noget - være betydningsfulde.

Familielivet bliver også en udfordring, der tackles med store armbevægelser - også her skal vi være noget, bli' te' noget - gøre noget sammen, bare ikke kede os...

Vi pisker rundt fordi vi har en forestilling om at det "gør man"... Det forventes...

Jeg har i et stykke tid haft trukket telefonstikket ud - slukket for computeren, ikke set tv - og bare været til, når jeg ikke har arbejdet. Det er faktisk slet ikke så ringe endda -

Jeg giver mig fuldt ud på jobbet, men det kommer aldrig mere med hjem - den tid er forbi.
For herregud da - det er jo bare et job, ikke andet. Han har jo ret - og jobbet definerer ikke mig, det fortæller bare hvad jeg arbejder med.

Ja, gu' er jeg glad for det, arbejdet - men jeg er mere glad for at have et liv.
Nej jeg vil ikke bytte med en arbejdsløs, men jeg vil gerne dele...

Knus derude i verden - Britta / Tusmelda.

 

*

Hvem har bestilt influenza....?

Hvis det var dig, så kom lige og hent resterne - for nu har jeg brugt den længe nok.

Der er ikke ret meget, der slår at blive sendt til tælling, når det akkurat ikke lige skulle være nu...

En hel uge har jeg gået med den i kroppen, og endda været hjemme nogle dage - og det skulle jo ellers være så rart og hyggeligt, det med at være småsyg - kunne hygge mig med en eller flere gode bøger, skrive blogs, og hvad jeg nu ellers kunne sysle med.

Men det var bare slet ikke sådan virkeligheden var - tværtimod, kvalme, dårlig mave, hovedpine og ondt i kroppen - sove, sove, sove - og så lige en gang til sove, skiftevis svede og fryse, sikke en fest....

Nu er jeg godt nok i overgangsalderen, rent aldersmæssigt, men det her var nu værre end de hedeture der indimellem kommer fræsende ind fra højre - for jeg er stadig frisk og i fuld vigør, når disse anfald angriber...

Det her var nærmest sovesyge - om det så var chokoladen og lakridsen inde i stuen, så orkede jeg ikke at kravle/gå derind for at hente et stykke.

Og dem der kender mig, ved at så er jeg virkelig syg.

Det værste var - at jeg havde mareridt, når jeg sov og var svimmel, når jeg stod ud af sengen og forsøgte med noget, der sådan bare snerpede henad normal aktivitet.


Nu er jeg ved at komme ovenpå igen,
så hurra jeg overlevede - og kun med lidt konstant hovedpine,
men den er dog lettere at bære dag for dag...
Så venner en godt brugt influenza kan afhentes, den koster gratis...

Jeg kan tage den med i et syltetøjsglas, når jeg skal på messe i Horsens i weekenden - der kan den afhentes... : Energien i centrum - Du er velkommen forbi osse selv om du ikke vil overtage min influenza...

Undskyld min manglende evne til at være verdens nærværende den foregående uge, 

jeg skal nok forbedre mig i de kommende dage. knus derude - Britta / Tusmelda

Hvad mener du dog med det !!??

En ting jeg efterhånden har lært af mine mange år blandt andre mennesker.

Det er at spørge, hvad mener du med det - hvis jeg ikke lige forstår andres sætninger...

Det er ikke en god ide at tillægge andre mennesker motiver, de ikke selv giver udtryk for at have.

Den anden dag havde jeg bagt boller uden at tænke over portions størrelsen. Der var for mange.

Jeg spørger så en god ven om hun vil have nogen med sig, da hun lægger vejen forbi inden hun skal på arbejde - og svaret kunne godt have givet et helt andet udfald.

Hun svarer nemlig: "Gudfader bevares, nej tak." -

Der bliver, måske naturligt nok, en kort pause hvor jeg lige skal fordøje den besked - hvorefter hun med et stort grin fortsætter:

"Der er kun chefer og mig på arbejde, og de tager aldrig med til os allesammen, så jeg skal kun have med til mig selv og til at tage med hjem - dine boller skal ikke gå til spilde"...

Havde jeg trukket luft ind og givet hende svar på tiltale med det samme, var jeg gået glip af en stor kompliment - og hun havde ikke fået boller.

Jeg var måske endda blevet sur på hende, og vi havde risiko for at miste et godt venskab..

Hun fik en stak boller med hjem til sig selv -  vi fik samtidig en snak om, hvad venskaber skal kunne rumme.
Samme veninde har osse præsteret at ringe mig op og skælde ud - ikke på mig men over noget helt andet, og da vi er venner fortsætter hun blot sin tankerække idet jeg tager telefonen.

Havde jeg ikke tænkt mig om der, kunne det også have udmøntet sig i en mindre krig.

Nu skal jeg ikke udstille hende som et monster, for jeg gør nøjagtigt det samme - sådan er vores venskab. Vi kan begge det der med at ringe til hinanden og forsætte en samtale, vi ensidigt var igang med, både når det er godt og skidt i vores liv.

Hun har også ringet til mig - kvidrende, hvor er vejret dog pragtfuldt og smukt (det stod ned i stænger) men hun havde oplevet noget fedt - og så bliver dagene jo smukke, uanset vejret.

Disse eksempler er nok en smule ude i yderkanterne, men det er jo ofte det der sker.
Vi lader ikke andre mennesker tale ud, forventer negativ respons og er i forsvarsposition fra start af - glemmer at mine forudsætninger ikke er de samme som dine.

HURRA for forskellen på dig og mig - det giver  jo lige præcis det krydderi der skal til, så livet ikke bliver kedeligt.

God uge derude i verden - 

Britta / Tusmelda og Bag facaden

Sensommer og samfund....

- men jeg kan nu altså også godt lide efterårsvejret.

De her overgange fra forår til sommer og fra sensommer til efterår, har også sin charme.

Det er nu æbletræer og pæretræer bugner af frugt. Blommerne lyser op på grenen, hylden tager farve, og skal snart plukkes.
Og brombærrene, umm en himmerigsmundfuld, og hybensaft.

Ja, ja - lige nu udenfor vinduet skifter det mellem sol, regn og rusk - men overvej lige om det ville være så fedt, hvis vejret bare var ens hele vejen igennem.

Jeg føler mig priviligeret over at bo i et land, der har forskellige årstider - hvor vi fra uge til uge, kan se hvordan tiderne skifter.

Jeg føler mig til gengæld mindre priviligeret, når jeg tænker på den fattigdom der har sneget sig ind over landet i takt med krisen, og alligevel er jeg så naiv, at jeg tror på fremtiden, selv om det kniber med at tro på politikernes evne og vilje til at bringe os(landet) på fode.

For et års tid siden blev jeg spurgt om vi nogensinde kom ud af finanskrisen -
og jeg svarede, at det allerede startede så småt sidste efterår, men jeg synes mere og mere, at opsvinget kommer af private initiativer end af politikernes handlingsplaner.

Der er stadig iværksættere og virksomheder, der tør binde an med opgaven.

Jeg fryder mig over vores evne til at dele med andre.
F.eks. de historier der er kommet frem om fattighjælp via facebook,
og den bølge af genbrug i stedet for "smidvækbrug" -
der har været kendetegnende for de seneste generationer.

Ja det burde måske være samfundets opgave at tage hånd om de, der falder ud - men hvem er det lige samfundet er....?

Ja det er sgu da osse dig og mig ... ikke sandt?

Så, når vi rækker en hjælpende hånd ud til hinanden, er det jo også samfundet - der tager hånd om sine.

Vi er bare individuelle i at gøre det, og det er vel osse godt nok at vores eget private samfundssind vækkes.

I mange år har vi jo netop overladt det hele til politikerne, kommunen - amtet - staten.

Og så glæder jeg mig altså bare til den eksplosion af gyldne farver, som kommer lige om hjørnet. Det løfter altså mit humør.

Der er også charme over at gå lange efterårsture i ruskvejr, komme hjem og drikke varm kakao og have uldsokker på.

Hav en dejlig sensommerdag derude i landet. 

Knus Britta/Tusmelda

Hvem har slukket for det varme vand?

Ja sådan lød det faktisk her til aften, da vandet lige skulle checkes.

Altså havvandet. -

Lige ved siden af - gik en familiefar i vandet, og han var smilende utilfreds....

Mens han og de tre unger dykkede under vandoverfladen.

Vi har været priviligeret med en skøn varm sommer, i så høj en grad - at nu hvor vi så småt kan forudse efterårets snarlige komme, allerede ruster os.

Jeg tror, at vi danskere, sådan helt generelt allesammen kan tilslutte os, Tv-2's sang >> Kom lad os brokke os. <<
Den er udgivet i 1996 - og alligevel er den gældende i dag.

Vi er så hammergode til at brokke os - men når det kommer til stykket bunder det nok alligevel ikke så dybt det med brokkeriet,

For vi er også en nation af tilfredse mennesker målt i 2008, samt nr. 2 på listen over national stolthed.

Personligt synes jeg at vandet var vådt og koldt, og pragtfuldt.

Det er det altid, og i år er det måske netop året hvor jeg tager mig sammen og fortsætter som vinterbader.
Det er med garanti smadder sundt. Nu får vi se.

Jeg har tænkt rigtigt meget over det der med brokkeriet - og vil meget hellere have at vi hylder det her motto i stedet: https://www.youtube.com/watch?v=kRO5yceMZ1U

God weekend alle sammen... Britta / Tusmelda

 

Jeg er et voksent mælkebøttebarn.

Det er ikke så tit at jeg bliver helt privat her på bloggen - men nu kaster jeg mig ud i en af de sværeste(for mig) ting i verden.

Jeg bliver privat og hudløst ærlig...

Ikke at jeg plejer at lyve, og slet ikke her på bloggen -
Men jeg vil gerne dele noget helt privat med Jer ...
Så nu læser, er det tid at stoppe op - og logge af igen...

Jeg er et mælkebøttebarn. 

En af de kvinder, piger - der i mange år har rodet rundt i kærligheds livet -

Et misbrugsbarn, der har lært at flytte sig ud af kroppen.

Når den svigter og nyder seksuelle forbudte kærtegn -
og hvor hovedet skriger NEEEEJJJJ... mens kroppen giver efter.

Jeg var en af de heldige - min krænker var ikke ret meget ældre, og det var kort varigt, men for mig var det under tvang.

Jeg er en af dem, der som voksen har svært ved at finde rundt i parforhold, for uanset hvad der går galt/forkert påtager jeg mig glad og gerne skylden, mens den voksne kvinde (højre hjernehalvdel) såt måbende i hjørnet.
Det er en af følgerne - for når kroppen nyder selv om hovedet siger nej - så var det jo min skyld...

Sådan har det været - men nu gider jeg ikke mere - DET er IKKE (altid) min skyld at noget ikke fungerer.

NU lige nu - er det på tide at blive voksen og "gro sammen" - stå ved hvem og hvad jeg er.
Jeg er jo hende, der står bag Tusmelda, og som faktisk er ret sej.

Og jeg er også hende, den usikre parforholdskvinde, der hele tiden stiller spørgsmålstegn ved mig selv.

Jeg er hende, der bruger mine sjælelige ar konstruktivt. Det er dem der giver mig evnerne og lysten til at være der for andre.
Det er på grund af de ar /minder- ikke på trods af dem, at jeg er rummelig, tolerant og kan favne bredt.

Så i dag har jeg forlængst lagt min barndom og ungdom bag mig - alle som gode minder.

Det er kun når jeg er helt privat - at min usikkerhed kan komme frem, og spænde ben for mig selv.

Resten af tiden har mine "mælkebøtte"minder, givet mig styrke og kraft -
Så skidt med de nederlag der har været, ingen går helt arfrit gennem livet.

Vi lever alle forlæns og lærer baglæns - eller hvordan det nu er.

Minder - gode som dårlige er med til at forme os som mennesker, og det er da ikke så ringe endda. 
Mælkebøtten gror og bliver smuk i en lille bitte smule jord, mælkebøtten kan trodse asfalt og alverdens ukrudtsbekæmpelse.

På samme måde som de fleste af os, voksne mælkebøttebørn.
Vi bliver smukkere og bedre mennesker end vores krænkere, ingen tvivl om det.

Lad os stifte en forening til bevarelse af den smukkeste blomst i verden - uanset om den gror i græsplænen eller i grøftekanten...

Læs mere om mælkebøttebørn på www.christinecenteret.dk

God weekend til Jer alle derude, fra et voksent mælkebøttebarn. 

Kærlig hilsen - Britta/Tusmelda. 

Hvem kastede den 1. sten

Vi sad i den lune sommernat i går og talte om at kaste med sten.

De sten der skal kastes vel og mærke - de sten der breder sig som ringe i vandet og får os mennesker til at gøre noget aktivt.
Vi kender dem allesammen.

For mange år siden var der en person et eller andet sted der kastede den første sten - en der gjorde en forskel -

En venlig handling, gav en anden en håndsrækning - og den håndsrækning, endte jeg med at nyde godt af.

På grund af den håndsrækning fik jeg hjælp, og senere har jeg givet den videre til nogle andre, som så ingen giver den videre til flere andre.

Emnet kom op og vende mellem min bonusmor og mig i aftes/nat - da hvilen faldt over os efter et godt måltid mad. Vi sad og vendte vores forventninger til os selv som unge, kontra den visdom (!!) vi besidder i dag, som ret meget ældre.

Og vi snakkede om at vi bl.a. har lært af livet er, - at det ikke nødvendigvis er dem, der hjælper os, der skal have gentjenester - men derimod nogle andre, vi skal gøre det samme for.

Og det giver jo netop de der ringe i vandet.

Jeg har i flere situationer fået hjælp af nærmest fremmede, eller bekendte/venner - som ikke er blevet i mit liv.

Det kan være en lærer der gav et puf i den rigtige retning, en kollega der gav et trøstende ord eller knus, som fik mig til at komme videre -

Det kan være fremmede, jeg deler et øjeblik med (kursus, en tog eller busrejse), nogle vi kun møder den ene gang i vores liv - vi lærer og "underviser" hinanden igennem hele livet.
Både gode og onde gerninger starter ET sted - og breder sig som ringe i vandet.

Et menneske kan sprede dårlig stemning mellem 50 andre i løbet af ½ time, hvorimod smil og glæde tager lidt længere tid. -

Og så er der lige det med overskud og gode gerninger, det tager tid.

Så måske udspringer mine gode gerninger sig af den hjælp, en egyptisk nilbonde gav til en svensk viking for mere end 1.000 år siden.

Hvem ved mon hvem der kastede den 1. sten i mine ringe.

Hav en forrygende lørdag - Britta/Tusmelda

sardindåser på hjul !!!

Hold da helt fast...

Jeg har i dag været ude og køre relativt langt -

Fra Djursland til Omø er jo ikke særligt langt, alt taget i betragtning -
men det gav da nogle timer på diverse veje.

Og hvor kan vi mennesker dog komme til at opføre os forfærdeligt i trafikken.
Og jeg inkluderer mig selv i denne betragtning.

Jeg synes nu ikke jeg har opført mig specielt rædselsfuldt på denne tur - men andre havde ihvertfald en anden opfattelse.


Der er flere motorvejs strækninger, hvor vi må køre 130 km, men hvis du ikke jævnligt opdaterer din GPS er du ikke klar over det - og det er jo strengt taget også lovligt at ligge i venstre spor for at overhale, også selv om du ikke kører det lovlige maksimale.. .

Så langt er vi vel alle enige - i princippet. ?

Jeg kørte pænt til, så jeg lå på de 130 netop på en af disse strækninger, hvor du som uopmærksom bilist, der mest kigger på din uopdaterede GPS tror at du kun må køre 110.

Jeg kommer så op til en bil der netop kører lige under 110 og som ydermere åbenbart bare ligger derude,
 fordi den kvindelige chauffør føler sig mest tryg derude.

Jeg tager farten af min bil, så snart jeg kan se at hun ikke trækker ind og heller ikke forøger farten - men kommer alligevel ret tæt på - og ihvertfald tættere på end hun bryder sig om.

På intet tidspunkt er jeg tættere på end 3 meter, afstanden øges en smule efterhånden som min bil bremser - men hun må have følt sig ret utryg - for da hun endelig vælger at trække ind i højre vognbane, sidder hun og råber og skriger og viser mig nogle ret uskønne fagter. Ingen af dem er ret feminine eller smukke.  Desværre kunne jeg ikke høre hvad hun sagde.. :-)

Jeg kunne forstå hende hvis jeg havde dyttet, blinket - lavet fagter, for hun var jo ligesom lidt i vejen, der i venstre vognbane... Og jeg havde en færge jeg skulle nå, og passede egentligt jeg bare min kørsel.

I dag var jeg vennesæl og glad, så jeg kunne grine af hende - men ofte bliver vi jo en slags vilddyr når vi sætter os ind i hver vores sardindåse.

Jeg har ofte været både været passager og fører, hor bilkøer, røde lys - andres kørsel er blevet højlydt kommenteret - men dog sjældent som her -

hvor det var ret tydeligt at hun skreg af mig. Og så på sådan en smuk sommerdag...

Fremover vil jeg selv være lidt venligere i trafikken - de andre har jo også ret til at være på vejene, bare en lille smule...

Hav en forrygende dag, derude både på vejene og hvor I ellers færdes... Britta / Tusmelda

Doven solskinsdag

Er det bare mig, eller bliver vi allesammen bare en lille smule dovne i disse solskinsdage?

Jeg er ovenikøbet blevet "arbejdsramt" - og det er skønt, det mener jeg.
Men samtidig kan jeg også mærke at min kadance er for stærkt nedadgående, så snart jeg har fri.

Ud i luften - ikke nødvendigvis ud i solen (for jeg bliver lyserød, hvis, så lyserød igen) - men jeg dovner.  - Sådan oplever jeg det ihvertfald selv.

Ting, der skal gøres indenfor udsættes - jeg kan ikke finde min seng om aftenen.

Det blå disede tusmørke trækker helt vildt i mig, så jeg kunne sidde oppe hele natten, 

hvis det altså ikke lige var for den der dumme uophørlige stemme i baghovedet der siger: "Du skal op i morgen tidlig... "

OG den er som gps-damestemmen, den bliver bare ved i det uendelige.
Tålmodigt gentagende samme sætning...

"Gå i seng, så snart det er muligt, drej til venstre ved glasdøren, 4 skridt frem så til højre, efter fuldt af et skarpt venstresving..... "

NU er det weekend - og jeg skal ikke så meget. Det er bare dejligt.


Jeg føler mig vildt priviligeret.

Jeg tror, det er sundt at dovne - ikke hvis du er doven 24/7 hele året rundt, men ind i mellem er det ret nødvendigt at lave ingenting og bare lade op.

Hvis det kniber med at gøre det til hverdag - så må vi simpelthen bruge noget af fritiden til det.
Vi bliver simpelthen stressede, hvis vi altid hænger i en klokkestreng - og det er blevet så farligt, netop fordi vi her midt i elektronikkens højalder (og det bliver sikkert værre endnu) har alt for nemt ved at overbooke os - så vi hele tiden skal noget.

Det er blevet forbudt at kede sig - fare vild i sine egne tanker, vi skal helst præstere noget.

Så nu lægger jeg tid ind i min elektroniske kalender - lidt doventid, hvor jeg ikke skal noget som helst andet end dovne...

I aften skal jeg bare læne mig tilbage og lade mig fornøje/underholde - håber Jeres weekend også bliver en doven en af slagsen.

Knus derude i livet Britta / Tusmelda... 

   

År 1714 eller 2014

Jeg har lige erfaret at en bekendt opfatter mig som en trussel.

Udelukkende fordi jeg er clairvoyant og dyrker mine egne krydderurter.

 Lidt fantastisk - egentligt.

Jeg måtte lige kigge ud af vinduet og se om verden var transformeret tilbage til renæssancen, hvor "min slags" var ilde set.

Jeg er før blevet beskyldt for at være en af satans udvalgte....

Men her har anklagerne alle været igennem en eller anden form for undskyldende oftest religiøs indoktrinering.

De nye historier kommer fra en person som indtil nu har virket rimeligt psykisk velfungerende og ikke nævneværdig religiøs.

Hans historier går på, at jeg er i stand til at forhekse andre mennesker, forgifte maden, (!!!) og desuden besidder jeg åbenbart evnen til at nedkalde ulykker over andre...

TV, radio og internet fungerer og kalenderen siger år 2014...
Så langt så godt, og naboerne har endnu ikke været her for at lynche eller brænde mig.

Men hvad er det, der får vi mennesker, til at gå så meget i udu al alt fornuft forsvinder?

Selv i disse oplyste tider, viger vi mennesker tilbage for det ukendte. I hans tilfælde er det mine clairvoyante evner.

Hos andre er synderen NEM-ID og deslige.
For andre er det at køre over broen mellem 2 landsdele, en anden hudfarve - et andet land, eller bare det at skifte spegepølsemærke.

Men hvorfor er det sådan?
Hvad er det ved det ukendte, der gør at vi mennesker ikke tør?

Er vi virkelig så meget flok- og vanedyr inderst inde?
At alt det vi ikke kender, og er utrygge ved, bremser vores
udsyn,
hindrer os i at vide og lære - og medvirker til en manglende forståelse og accept af andre mennesker.

Det må vi da afgjort kunne gøre bedre !! -
Eller hvad mener I?

Læs mere om overtro her: www.religion.dk/overtro

Kærlig hilsen derude fra hende der alligevel ikke kan ret meget voodoo.... Britta/Tusmelda

Afvikling kan være udvikling...

 Det kommer jo da godt nok an på, hvad vi afvikler....

Rigtig mange mennesker, kan let få den opfattelse at livet er forbi, hvis de bliver afviklet...

F.eks. når et partnerskab stopper enten som kærester, venner - virksomhedspartnere - eller ved en opsigelse på jobbet.


Det kan være hårdt at skifte arbejde eller venner, partner. Især når tanken aldrig har været der. Men som med så meget andet kan en opsigelse, ende med at være en fed start på en ny udvikling.

Som samtalepartner har jeg tit haft besøg af mennesker, der har oplevet at blive sagt op, og som ikke har taget det som en mulighed, men til gengæld er gået i stå - og slet ikke kunnet se fremad.

Hvis det lykkes for dem at vende tankestrømmen fra den negative vinkel til en positiv, så sker der det forunderlige at afviklingen bliver vendt til udvikling.

En ledighedsperiode kan f.eks. blive brugt til eftertanke, efteruddannelsesmuligheder bliver vendt - nye jobåbninger, nye jobtyper - og efter et par år, viser det sig at den katastrofe min kunde oplevede, alligevel var noget af det bedste, der er sket.

Det er så fortæsket, at jeg næsten ikke tør skrive det,
men hver gang en dør lukker sig, åbner en ny sig jo netop - og så er det op til den enkelte at turde gå igennem denne dør og opleve det, der er på den anden side.


Det er fuldstændig som ved byfornyelser, her er det jo netop også afvikling af gamle forfaldne huse, der giver plads til fremdrift og nyskabelser.

En gang imellem kan det gøre ondt, og det føles absolut ikke som et fremskridt. Men længere henne ad vejen viser det sig alligevel at være ok, og senere er det ligefrem godt.

Så uanset hvad i bliver mødt med, så prøv at se det positive islæt, for det kan jo netop være at det er helt rigtigt alligevel.

Uanset hvad, er tiden ikke spildt, vi udvikler os hele tiden som mennesker.

Hav en god weekend derude i verden .... 

Britta /Tusmelda