Doven solskinsdag

Er det bare mig, eller bliver vi allesammen bare en lille smule dovne i disse solskinsdage?

Jeg er ovenikøbet blevet "arbejdsramt" - og det er skønt, det mener jeg.
Men samtidig kan jeg også mærke at min kadance er for stærkt nedadgående, så snart jeg har fri.

Ud i luften - ikke nødvendigvis ud i solen (for jeg bliver lyserød, hvis, så lyserød igen) - men jeg dovner.  - Sådan oplever jeg det ihvertfald selv.

Ting, der skal gøres indenfor udsættes - jeg kan ikke finde min seng om aftenen.

Det blå disede tusmørke trækker helt vildt i mig, så jeg kunne sidde oppe hele natten, 

hvis det altså ikke lige var for den der dumme uophørlige stemme i baghovedet der siger: "Du skal op i morgen tidlig... "

OG den er som gps-damestemmen, den bliver bare ved i det uendelige.
Tålmodigt gentagende samme sætning...

"Gå i seng, så snart det er muligt, drej til venstre ved glasdøren, 4 skridt frem så til højre, efter fuldt af et skarpt venstresving..... "

NU er det weekend - og jeg skal ikke så meget. Det er bare dejligt.


Jeg føler mig vildt priviligeret.

Jeg tror, det er sundt at dovne - ikke hvis du er doven 24/7 hele året rundt, men ind i mellem er det ret nødvendigt at lave ingenting og bare lade op.

Hvis det kniber med at gøre det til hverdag - så må vi simpelthen bruge noget af fritiden til det.
Vi bliver simpelthen stressede, hvis vi altid hænger i en klokkestreng - og det er blevet så farligt, netop fordi vi her midt i elektronikkens højalder (og det bliver sikkert værre endnu) har alt for nemt ved at overbooke os - så vi hele tiden skal noget.

Det er blevet forbudt at kede sig - fare vild i sine egne tanker, vi skal helst præstere noget.

Så nu lægger jeg tid ind i min elektroniske kalender - lidt doventid, hvor jeg ikke skal noget som helst andet end dovne...

I aften skal jeg bare læne mig tilbage og lade mig fornøje/underholde - håber Jeres weekend også bliver en doven en af slagsen.

Knus derude i livet Britta / Tusmelda...