Noget om traumebehandling

Jeg blev spurgt den anden dag hvordan jeg behandler et seksuelt traume fra et overgreb.

Det er meget forskelligt hvordan jeg sammen med min kunde griber det an, men jeg har fået lov til at fortælle lidt fra et forløb.

Min kunde er en kvinde tæt på 45, som altid har haft et problematisk forhold til sin fætter, og familien er ret tæt, så de ses tit.  

Den pågældende fætter er kommet meget i barndomshjemmet og harkrænket min kunde seksuelt gennem nogle måneder i barndommen. 

Der er aldrig blevet talt om hændelser, hun fortalte det til forældrene 4-5 år efter, da hun var flyttet hjemmefra, men siden har der ikke været talt om det. 

Min kunde har aldrig haft et stabilt forhold i mere end 5-6 år, men har en god uddannelse og et godt job og fungerer ganske udmærket - så i det store hele.

Den første gang vi snakkede sammen tog vi samtalen om tilgivelse - ikke at hun skulle tilgive sin fætter eller forældrene, men hun skulle forstå sin krops reaktion og tilgive sig selv.

Hun skal give slip på - det er nok osse min egen skyld, for jeg rendte jo osse rundt i alt for lidt tøj - og var jo lidt nysgerrig. 

Det handler om samtale, samtale og om undervejs at mærke kroppens reaktion, samt snakke om den.

Det, der sker , når kroppen bliver stimuleret , er at kroppen finder en vis nydelse.

Selv under tvang kan kroppen fungere og give orgasme, selv om forstand, intellekt skriger  NEJ med mere end store bogstaver. 

Og for at forsvare sig selv, har hun lukket ned for hjernen og nærmest forladt kroppen. Hun beskrev selv hændelserne som sket i en tåge, hvor hun stod i hjørnet og iagttog, hvad der foregik.
Forsvarsmekanismen gør at alt opleves gennem et filter, og hukommelsen pakkede oplevelsen sammen i et hjørne af hjernen, indtil hun en dag oplevede brudstykker, hver gang hun så fætteren. 

I tiden imellem havde hun ikke husket noget. 

Udover den seksuelle tvang, har fætteren i tilgift lovet hende masser af tæsk, hvis hun sagde det til nogen som helst - og han har omhyggeligt forklaret hende gang på gang både under krænkelserne og ind imellem at hun selv synes det var dejligt og skønt, og se selv du gnubber dig jo op ad mig, se du bliver jo våd - og er det her da ikke skønt.

Så hjernen bliver undervejs i barndommen programmeret af ham til at mene, at det her har hun selv været ude om. 

1. skridt er at erkende og tilgive at hun ikke har skyld, og selv om hun følte en form for orgasme, så var det tvang. Hun skulle tilgive sin krop, at den svigtede hende.

Denne del tager et sted mellem 2-3 timer og skal måske gentages endnu en gang, før vi kan gå videre.
Som værktøj kan vi bruge regressions terapi, hvor vi går tilbage til barndommen i en slags hypnose, den vil jeg beskrive i næste blog. 

Hav en god dag derude i verden, trods det lettere dystre emne... Britta/Tusmelda