Hvordan taler vi om og med sorg.

Endnu et tungt emne forsat fra sidste fredag....

Jeg husker for rigtig mange år siden at min købmand Karen i Bæk, havde mistet sin mand.
Da jeg skulle ud og handle, jeg stod faktisk og overvejede om jeg skulle cykle de 4 km. ned til butikken, eller tage den lange tur på 15 km., til "den store by" - for at undgå den sørgende efterladte.

Jeg valgte det første, og har siden været taknemmelig for den beslutning.

Mine to små børn var som hvirvelvinde, når de kom ind til Karen.
Den ene for hen til Karen og gav hende et knus, (det gjorde hun altid) og det første jeg lagde mærke til var at butikken var stille - meget stille.

Jeg boede på landet, og alle der skulle snakke, mødtes normalt ved købmanden. Her var centralen for al sladder, besked om hvem der skulle holde fest, lister til indsamlinger - nogle af Jer kan måske huske hvordan det var.

Ofte når jeg kom, fik jeg at vide, at jeg skyldte for en snaps, chokolade eller lign. for den og den havde fyldt år, og det var nogen jeg var på "gave" med.

Når en dør lukkes, skifter livet karakter - men det stopper ikke.

Karen var uforlignelig, men for første gang var den kun en kunde mere i butikken, som ovenikøbet så lettere misbilligende på mig.

Vi opførte os som vi plejede (jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers sku' agere) - og ungerne brød isen: "Vi er kede af at din mand er død", sagde den ældste.
Karen kiggede på ungen med smil i øjnene: "Det er jeg osse, men det er godt I kommer, så jeg skal arbejde."
Hun vendte sig mod mig og sagde: "Det er skønt I opfører Jer naturligt, det trængte jeg til - ja du ser jo selv hvor stille her er, kunderne handler andre steder, eller ligner bedemænd - når de kommer."

Hun havde netop brug for at verden gik videre. Hun var en stout praktisk funderet kvinde, som smøgede ærmerne op og arbejdede sig gennem sorgen.

Den episode lærte mig, at sorg ikke er skadelig, og at sørgende ikke er pestbefængte. Verden går videre for de efterladte, og alle andre.

Her bygges videre på minderne i Den gamle By Aarhus. 

Naturligvis skal der være tid til at sørge, men de efterladte har også brug for at livet går videre - og de har brug for at blive behandlet som normale mennesker, ikke smitsomme spedalske.

Generelt skal vi ikke være så forskrækkede over at tale med sørgende - de har måske et stort behov for at tale om deres savn. De kan også have brug for praktisk hjælp. Det er lige så forskelligt som der er mennesker til. Hos nogle tager det et eller to år, før sorgen slår til, andre oplever savnet med det samme.

Du, som kender en sørgende efterladt, ved hvordan jeres forbindelse var - og så er det bare med at fortsætte den tråd i havde sammen.

Fjerne bekendte vil forsat være fjerne bekendte, medmindre den afdøde var årsagen til, i ikke så hinanden.


Den nye generation står på spring.

Du skal også være forberedt på at hvis du kommer  tæt på, rigtig tæt på en sørgende - Så kan du også miste vedkommende når sørgeperioden er overstået -

For så er du måske netop den person - der får vedkommende til at huske på det trælse, ved at have mistet.
Selv om jeg selv har den opfattelse, at vi ikke mister, når nogen dør - men at forbindelsen bare bliver markant anderledes, er det ikke en opfattelse jeg deler med alle mennesker.

For mig er det vigtigt at have forståelse for andres opfattelse, jeg skal ikke omvende andre til at have min mening, og det er vigtigt at vi hver især får lov til at sørge som det passer den enkelte. men der er ingen sørgende der har pest - snak med dem, smil og grin eller græd, alt efter behov.

Og husk at livet skal nydes, mens vi kan. Knus derude  Britta / Tusmelda

*MANDAGSBLOGGEN - Jeg er vild med IT.... JOW, JOW

For >>#@!!!&///{{???}<>}}&%%?#><##§§Z*/\*\/*Z!!£##<< hulen da osse.

I sidste uge var jeg igang med fiaskoer, godt nok sneg der sig så lige et afsnit ind om sorg, men her har jeg noget om IT og mig, som på mange måder er en fiasko, men også lidt morsomt for udover at jeg er en vildt dårlig sælger af mine egne ydelser, så kommer her min absolut sandfærdige IT-historie.....

Nogen gange føles det som om jeg har skudt mig selv i foden.

Dengang for 100 år siden, da jeg arbejdede som en rigtig programmør, med banksystemer - havde jeg en liste, der hang hjemme ved siden af PC'en.

• 
  Punkt 1:  Katastrofer -små gør det selv - STORE, BRUG COMPUTEREN!!!. 
• 
  Punkt 2: Computeren er dum, giv den det forkerte indput og den følger trop 
• 
  Punkt 3: Test, test og test - og så tester du lige en gang til MOSTER
• 
  Punkt 4: Hovedparten af alle fejl er F40

I de sidste par uger har jeg været igennem alle faser.

Hvis nogen derude i verden har været opmærksomme, så har min hjemmeside være usædvanlig svær at komme i kontakt med i en uges tid.
Det er helt klart en programmeringsfejl NR F40 (fjolset sidder ca. 40 cm fra skærmen) -
og FJOLSET det er mig.

Hold da helt .... hvor kan jeg godt nok blive træt af undertegnede. Så er det vi tager et personalemøde ude i gangen. Det er der det store spejl hænger, og så får hende derinde bare hele turen - men hører hun efter...

NOPE...

Der er dog lys derude et eller andet sted..

Nogen gange ville det være rart at have et personale, som jeg kunne give skylden. Eller bare i det mindste et stk. godt personale, der ville lytte opmærksomt, lave te og hente kage, bare en gang imellem.

Og så kan jeg godt savne sparringen, selv om jeg har den med nogle andre, så er det jo altid mit og kun mit ansvar.
Og så er der programmøren, den lettere debile, der bare har rodet med noget, hun skulle holde fingrene fra. Hvad der nu end er sket under en upload af hjemmesiden.

Jeg har på en eller anden måde fået fat i en halv hjemmeside fra 2004/05. Egentligt ret godt gået - for der er jo også lige det at maskinen gemmer alt et eller andet sted ude i cyberspace.

Jeg kan godt komme med en lang og indviklet forklaring, som virkelig viser hvor dumprogrammørfjolset kan være, men hvem pokker gider læse den.  Og nej jeg gider heller ikke skrive den.

Lad os bare nyde de fine fotos, klokken er faldet i slag igen - så nu kan jeg glæde mig over at jeg har lært lidt mere om cyberspace og programmering, og det vi lærer på den måde plejer at hænge fast.

SÅ nu er jeg tilbage i 2014 - og med lettere reviderede hjemmesider.

God mandag derude til alle Jer, (IRL) i den rigtige store levende verden.  

Britta / Tusmelda

Tanker om sorg og liv

For et godt stykke tid siden, bad jeg mine læsere om emner, og selv om det her er et lidt tungt emne, så er det også et vigtigt emne, som vi allesammen på et eller andet tidspunkt støder på.

Vi forbinder ofte sorg med dødsfald,
men faktisk sørger vi mennesker over meget andet, fra skilsmisse og fyringer, venskaber der opløses  samt andre livskriser.

Nogle sørger over den ungdom de forspildte, mens de så også spilder nutiden.


Mærsk satte sig et stort mindesmærke

Jeg har talt med mennesker der har sørget over at deres forældre ikke fik opfyldt deres drømme, og som dermed glemte at leve deres eget liv.

Da emnet er ret omfattende vil jeg holde mig til dødsfald i denne omgang.
Bær over med mig kære læsere.

Der er ikke noget at sige til at det er svært - og for udenforstående kan det være umanerligt svært at snakke med en sørgende. For hvordan giver vi udtryk for medfølelse , når der reelt kan være tale om lettelse for den skal trøste.

Den amerikanske kirkegård i Manila.

Ofte står vi jo der med en følelse af "godt det ikke er mig".. og sammenholdt med de efterladtes reaktion er det svært at tale med dem, og så er det jo ulig nemmere at lade som om vi ikke ser vores bedste ven i brugsen, lige efter hans mor er død.

Der er mange forskellige former for sorg, og da vi mennesker jo er meget forskellige, kan det svinge fra gråd til vrede, handlekraft til apati. - Nogle har et enormt behov for at tale om det, andre vil helst være i fred.

Det er jo så osse lige det, at sorg hos andre, kan forstærke vores egen følelse af held, lykke eller hvad det nu er vi lige rummer, for selv om vi alle kommer til at opleve det, så er det jo ikke mig - denne gang. (hurra, hurra).

Det kan også være svært at håndtere andres sorg efter et dødsfald, f.eks. var afdøde kvinde, måske ikke lige et af mine favoritmennesker, men for den sørgende efterladte - betød hun måske alt.

Her svigermors 80 års fødselsdagsgave en helikoptertur

Da min far døde, havde han levet et godt liv, han elskede fest og farver, men var også god til stille stunder. Han var en levemand, og det satte sine spor.

Vi vidste alle, at han var godt på vej mod døden i de sidste år - men det forhindrede ham ikke i at leve.

Da han døde, var vi faktisk lettede, og hans enke sagde - jeg har ikke mistet min mand, vi fik 25 gode år sammen.

Det er en smuk indstilling - ja godt nok er manden død, men minderne er levende - og hun smiler, når hun mindes ham.

Jeg håber mine efterladte vil sige det samme, når jeg dør.

At de ikke har mistet, men har haft nogle gode år med mig. Jeg prøver på at efterleve - min fars ord: "Tænk på at det du siger til en anden, måske er det sidste vedkommende hører fra dig."

Jo flere gode minder vi har om hinanden, jo bedre er det at huske tilbage.

Tænk at skilles i vrede, og så dør den ene af parterne, hvordan vil det være for den anden.

Hav en forrygende dag derude i livet, lev som om du snart skal herfra og nyd livet, der er ingen der ved hvor længe du har det - clairvoyance eller ej...  Britta / Tusmelda

FIASKO - hvad lærte jeg?

Tja - tjo, er det ligefrem noget jeg vil udlevere her?

Ja (tror jeg da nok) for jeg lærte jo noget, hver eneste gang. - Jeg gennemgår lige mine muligheder for en god fiasko. Mit 1. fiaskobud:

Mine "mange" parforhold. Hvor jeg har forladt min mand - men det var dog ikke uden en forudgående "kamp" i hvert enkelt tilfælde for at få parforholdet til at fungere.
Så nej, det var egentligt ikke fiaskoer.

Her ægtemand 1 og 4, den sidste er stadig med på snart 10'ende år.  


På den lange bane var det meget hårdt til tider.

Og det er måske lidt flovt i skrivende stund at min husbond kan skrive mand 4 på sit ægteskabelige visitkort, hvis han altså havde et - men alligevel...
Årene med de første to mænd (en ad gangen altså) gav mig 3 skønne børn med alt, hvad det medfører.
Jeg lærte en masse om alt det praktiske, boremaskiner og vinkelslibere, elskruetrækkere - cykellapning med videre. For lidt penge var der som regel nok af , så primitive ferier blev et hit.

Efter det sidste barn måtte jeg så tage mig sammen og få en uddannelse, og selv det gik godt.
Så nej, det kan jeg ikke betragte som fiaskoer.
At jeg så måske skulle have valgt et andet erhverv end edb-programmør, se det er jo så en helt andet sag.

Videre til mit 2. fiaskobud:
Alle årene hvor jeg ikke brugte mine evner, hverken i forhold til private eller professionelle relationer, men til gengæld lærte jeg en hel masse om hvad der kan gå galt, og hvorfor.
Det kostede en del både penge og lidt på min selvværdskonto, men alligevel var det hver en krone og hver en tåre værd, og i det mindste vendte selvværdet stærkt tilbage.

Hornfisk på Omø, også en succes

Disse år lærte mig hvad forventningsafstemning egentligt indebærer. Jeg lærte også at stole på mig selv først og fremmest. Det lærte mig også, at jeg gerne må bruge mine evner både i min private sfære og på det professionelle plan.
Samtidig er jeg faktisk temmelig stolt af, at jeg generelt er naiv og tror på det bedste i alle mennesker, indtil de beviser det modsatte.

Min naivitet har ofte sparket rigtig meget gang i min humoristiske sans.

Som da min mand og jeg havde brugt flere dage på at sætte rammer på mine malerier, lave pressemeddelelser, elektroniske opslag allevegne og derpå kørt rigtigt langt for at få dem hængt dem op i god tid sammen med min medudstiller.
Hun havde nogle extremt specifikke krav både om hvordan malerier skulle hænge og især hvordan min mand burde opføre sig under ophængningen!!

To dage før selve udstillingen blev jeg så bedt om at hente malerierne igen. Lidt surt sjov, men vi havde talt om at det måske ikke var det optimale samarbejde.

Det er vigtigt ikke at hænge sig i småting.
Alligevel var jeg skuffet over mig selv, for vi havde allerede under ophængningen talt om at jeg skulle have meldt fra.

På vejen hjem med bilen fyldt op, siger min mand så: "Vi kan ikke blive skilt, for jeg vil sgu' ikke have halvdelen af malerierne"..

Resten af turen foregik med de store smil på - og masser af gode grin. Så nej det var måske nok en kortsigtet fiasko, men i det lange løb, er det en velsignelse - for jeg ville oprigtigt være ked af at være kædet sammen med hende i dag. 

Mit 3. og sidste fiaskobud:
Det må så være at jeg ikke rigtigt kan finde en ordentlig fiasko. fordi i alle de situationer hvor jeg har været ude på dybt vand, har jeg lært noget. Jeg er blevet stærkere, klogere (måske også ligefrem smukkere) -

Mit valg på en fiasko, er de forsøg jeg har haft på at forudse lottotallene. Det er ikke lykkes endnu, og det er da en fiasko, der vil noget - eller? 

God mandag - og god uge - Britta / Tusmelda

Valentinsdag -

Er det virkelig kun en gang om året at romatiske sjæle ( og 2/3 af alle kvinder) sætter de store sejl til. - Eller forventer at de sættes til.

Her til morgen så jeg en sej 12 årig, erobre en af roserne i Lidl og glædestrålende bringe den ud af butikken.
Hvem der skulle have den, kunne jeg ikke se, men at dømme efter hans lykkelige og forventingsfulde smil, var den ikke indkøbt til mor.




Jeg har som sådan intet imod skikken, den er da ret sød, og så får en masse butikker også en god handel  - men betyder det at par, der tager hinanden for givet, bare skal lade stå til resten af året?  

Og betyder det at jeg skal skælde og smælde, så at min partner tager sig sammen og køber en buket på netop denne dag (og også forærer mig den) - når det nu ikke ligger lige til højrebenet at være romantisk og opmærksom med blomster.

 Den forventning vi selv bygger op - bør vi have afstemt med den person - der skal udfri vores forventninger.

Det forekommer mig ind imellem at nogle par har indrettet sig ret specielt. Hun forventer en masse, siger ingenting - og er sur i dagevis, når han ikke indfrier hendes forventninger. (Kan selvfølgelig også være modsat) ...


Her er f.eks. et veldækket bord til to - og nej, det er ikke et romantisk måltid med min elskede, men derimod et afsindigt hyggeligt måltid, med min bedste veninde.

Dette måltid ville min mand ikke sætte pris på, så hvorfor udsætte ham for det.  Hvorimod både min veninde og jeg nød det i fulde drag.

Det jeg ikke helt forstå omkring Valentinsdag (og andre dage) er at kvindekønnet ofte stiller sig op og forlanger at partneren er romantisk.

 Jeg sætter også pris på de små ting der viser at min mand er opmærksom -

som at han åbner døren for mig (især når jeg kommer slæbende med et læs brænde) -

eller når han sørger for at jeg får noget at drikke ved baren (jeg bliver altid overset).

Men han skal da selv gøre det helt naturligt - vi behøver ikke have en scene først.

Det jeg vil ind på er at vi skal ikke lave hinanden om. Vi skal acceptere og elske den person vi i sin tid fandt og forelskede os i. det er okay at gå på kompromis, og indrette sig efter hinanden hen ad vejen - men forandringer skal vi hver i sær selv ville, de skal ikke være et krav fra vores partner.

Forrygende Valentines dag/aften - til Jer, der fejrer den...
Knus derude - Britta/Tusmelda

Venskaber på grænsen.

Jeg har rigtig mange mandevenner, det har min mand også.
Det er ikke altid de samme, nogle deler vi - og nogle har vi hver især.

Det er det samme med kvindelige venner. Jeg tror på, at det er sundt at vi ikke altid har de samme venner.
 Men det sker ofte at andre mennesker forholder sig anderledes til vennebegrebet.

Jeg hører tit under mit arbejde med reflektionsterapi at både kvinder og mænd har måttet opgive deres venner, især dem fra det andet køn, når de finder en partner.

Som en bekendt siger, der vil altid være et strejf af usikkerhed i et blandet venskab - for vil det kunne udvikle sig til et forhold.

Jamen kære venner, et venskab er da et forhold.

Det er bare meget sjældent et bo-sammen og gå i seng-sammen forhold.


Venskaber er som spirer, de skal plejes. 

Mine to bedste venner er tilfældigvis begge mænd. Sidste gang den ene fandt sig en kæreste, måtte hun finde sig i, at jeg fulgte med. Sejt gået af min ven - synes jeg.

Denne kønskamp kan være ret uskyldig, men den kan også være ret voldsom  når der er jalousi med i spillet fra den ene eller anden part.

Det får mig til at tænke på alle de andre grænsevenskaber.

Nej, du skal ikke "lege" med dem der ovre fra - for de er allesammen tyveknægte, racisme, politiske overbevisninger, økonomi og uddannelsesniveau kan også splitte et spirende venskab.

Det gamle mundheld:<

>>Lige børn leger bedst <<

- Gælder over hele verden. Og så må de skæve ikke være med.

Små piger og små drenge er ofte venner indtil børnehaveklassen, eller Nulte som det vist hedder nu, derefter er det slut.

Trosretninger kan være endnu et problem - her i vores lille smørhul af et land, er det stille ballade. men bare tænk på Israel og Palæstina. Dødelig alvor -

Jehovas vidner er ikke venner med ikke-vidner. Indre mission holder sig osse for sig selv - og tænk på venskaber over landegrænser, hvor landene ikke kan enes, nogen steder skyder de ligefrem parterne.

Jeg ser alle disse forsøg på at bremse venskaber som tilbageskridt til renæssancen
(i DK år 1536 - 1660).

Det var dengang Europa brændte kættere og hekse, og samtidig fik ryddet op i sigøjnere og andet godtfolk.


Jeg ved godt det er lidt groft at påstå, at hvis du sorterer i din partners venner, så opfører du dig som en menneske-afbrænder, men en eller anden form for racisme er det jo trods alt.

Lad os i stedet glædes over mangfoldigheden. Og husk på middelalderen, der faktisk på mange måder menneskeligt var mere oplyst end eftertiden.

Hav en pragtfuld onsdag, det er tilbage af den...  Britta fra Tusmelda

Er det frihed, når man er spærret inde!

Nej, jeg har ikke klaustrofobi - men i morges var jeg spærret inde i en elevator i 20 - 30 minutter, med to telefoner og en gulvvaskemaskine.
Bare et af livets knapt så morsomme indslag, eller måske var det netop lige det - altså morsomt.

At det så til dels var min egen skyld, er en helt anden sag.

Jeg kunne ikke gøre andet end at stå eller sidde der og bare vente på at komme videre.

Og sådan er livet jo en gang imellem - vi kan kun vente. Enten på andres udspil, eller vente på at nogle ting falder i hak, for at livet går videre.

Den her er nu spærret rigtigt inde. 

I sådan en situation, er der ikke andet at gøre - hvor svært det end kan være, end at væbne dig med tålmod, Livet er som en elevator, det går op og ned - ind imellem kommer man ingen vegne - men livet skal leves forlæns. Så kan vi jo altid i bagkundskabens tindrende klare lys fortryde (eller lade som om vi fortryder). Jeg lever livet hver dag, men tanke på - at der ikke er mulighed for ommere...

Kan du fortryde en kastet sten - ja, men du kan ikke afspille episoden baglæns - vel?

Ja livet kan gøre ondt, og hvad så - er alternativet bedre?

Nogle søger professionel hjælp, når livet gør ondt, HUSK det altid er dig selv der vælger retningen. Det kan godt være andre træffer en beslutning på dine vegne, men du har stadig et valg.

Jeg bliver af og til opsøgt som clairvoyant og bedt om at fortælle om en bestemt begivenhed, og hvilket valg min kunde skal træffe, og mit svar er altid tvetydigt - for jeg kan ikke tage ansvaret for andres liv.

Andre vælger at gå ombord i problemerne med krum hals, det er ikke altid de så også bruger indersiden af hovedet - men det kan jo også løse en opgave at buldre og tordne.

Hvem tør f. eks. stå i vejen for ham her?


Livet byder på mange oplevelser, og vi skal turde dem alle sammen.
Vælger vi at stå ved siden af - og ikke leve, så sker der ikke meget i livet.

Vælger du ikke at elske, oplever du hverken sødmen eller smerten, henrykkelsen og de dybe dale...

Holder du dig for dig selv og vil (læs tør) ingenting, skal du heller ikke klage som 90 årig over at du ikke kender nogen, og at ingen besøger dig - for hvor var du, da de andre gad dig?

Ham her, han kæmper for sit territorium og sin kærlighed med elegance - så ham ku' vi alle lære noget af.

Elsk dine elevatorture - uden dem, ville dit liv være extremt kedeligt.

Håber du får en farverig og dejlig weekend Britta / Tusmelda og bagfacaden.nu