Jeg er et voksent mælkebøttebarn.

Det er ikke så tit at jeg bliver helt privat her på bloggen - men nu kaster jeg mig ud i en af de sværeste(for mig) ting i verden.

Jeg bliver privat og hudløst ærlig...

Ikke at jeg plejer at lyve, og slet ikke her på bloggen -
Men jeg vil gerne dele noget helt privat med Jer ...
Så nu læser, er det tid at stoppe op - og logge af igen...

Jeg er et mælkebøttebarn. 

En af de kvinder, piger - der i mange år har rodet rundt i kærligheds livet -

Et misbrugsbarn, der har lært at flytte sig ud af kroppen.

Når den svigter og nyder seksuelle forbudte kærtegn -
og hvor hovedet skriger NEEEEJJJJ... mens kroppen giver efter.

Jeg var en af de heldige - min krænker var ikke ret meget ældre, og det var kort varigt, men for mig var det under tvang.

Jeg er en af dem, der som voksen har svært ved at finde rundt i parforhold, for uanset hvad der går galt/forkert påtager jeg mig glad og gerne skylden, mens den voksne kvinde (højre hjernehalvdel) såt måbende i hjørnet.
Det er en af følgerne - for når kroppen nyder selv om hovedet siger nej - så var det jo min skyld...

Sådan har det været - men nu gider jeg ikke mere - DET er IKKE (altid) min skyld at noget ikke fungerer.

NU lige nu - er det på tide at blive voksen og "gro sammen" - stå ved hvem og hvad jeg er.
Jeg er jo hende, der står bag Tusmelda, og som faktisk er ret sej.

Og jeg er også hende, den usikre parforholdskvinde, der hele tiden stiller spørgsmålstegn ved mig selv.

Jeg er hende, der bruger mine sjælelige ar konstruktivt. Det er dem der giver mig evnerne og lysten til at være der for andre.
Det er på grund af de ar /minder- ikke på trods af dem, at jeg er rummelig, tolerant og kan favne bredt.

Så i dag har jeg forlængst lagt min barndom og ungdom bag mig - alle som gode minder.

Det er kun når jeg er helt privat - at min usikkerhed kan komme frem, og spænde ben for mig selv.

Resten af tiden har mine "mælkebøtte"minder, givet mig styrke og kraft -
Så skidt med de nederlag der har været, ingen går helt arfrit gennem livet.

Vi lever alle forlæns og lærer baglæns - eller hvordan det nu er.

Minder - gode som dårlige er med til at forme os som mennesker, og det er da ikke så ringe endda. 
Mælkebøtten gror og bliver smuk i en lille bitte smule jord, mælkebøtten kan trodse asfalt og alverdens ukrudtsbekæmpelse.

På samme måde som de fleste af os, voksne mælkebøttebørn.
Vi bliver smukkere og bedre mennesker end vores krænkere, ingen tvivl om det.

Lad os stifte en forening til bevarelse af den smukkeste blomst i verden - uanset om den gror i græsplænen eller i grøftekanten...

Læs mere om mælkebøttebørn på www.christinecenteret.dk

God weekend til Jer alle derude, fra et voksent mælkebøttebarn. 

Kærlig hilsen - Britta/Tusmelda.