I tilfælde af jeg mister mine åndsevner

Vi er ikke altid herre over hvordan vores liv forløber - men alligevel, noget kan vi da styre bare lidt.

Efterhånden som min alder er stigende og både ældre og yngre mennesker bliver yngre og yngre, så vil jeg have renset luften LIGE NU; mens jeg er så tæt på mine fulde fem, som jeg kan komme.

Altså ender jeg som en byrde for mine nærmeste, hvis jeg bliver til en grøntsag, uanset om det er gående eller liggende.

Så skal de skippe mig af til den nærmeste dårekiste.


Så længe jeg kan huske familien, og hvis jeg kan opføre mig ordentligt, så vil jeg gerne have besøg - men ellers skal de huske mig, som jeg er nu (hvis det da er en version, de kan li' ;-).

Jeg har snakket med mange og haft demens rimeligt tæt på - så jeg ved hvordan det kan slide de pårørende - og helt ærligt, hvis jeg er en grøntsag, vil jeg jo alligevel ikke bemærke det.

Jeg ved fra familie, at uanset om de kom to gange om dagen, ville bedstemoderen de besøgte hver dag hævde at hun aldrig fik besøg. Og de blev mere og mere kede af at se hende på denne måde, så det blev en sur pligt.

 Da hun så endelig afgik ved døden, var det en lettelse for alle implicerede parter.
Det tog en hel del år før familien for alvor kunne huske hende fra hendes velmagtsdage.

Trods mine clairvoyante evner, kan jeg ikke forudse om jeg selv bliver, eller om mine nærmeste er i farezonen - og heldigvis da for det.

Alle i omgangskredsen og familien har altid fået at vide, at den dag jeg ikke længere kan se det sjove i vandpytte-hopning og sæbebobleblæsning, så skal de sende mig langt væk, gerne ind midt på Grønlands indlandsis.

Men nu har vi jo systemer både politiske og i den hvide verden, der forhinder os i at afslutte livet, medmindre vi er kvikke nok til selv at gøre det.

Lidt svært hvis jeg er koblet til en maskine, der fikser vejrtrækningen eller hjerteslaget for mig.

Er jeg blevet for morbid, så må du undskylde kære læser, jeg synes bare det er vigtigt at tage stilling i god tid. Det er ligesom planlægningen af alt det, der skal ske, når jeg har smidt træskoene.

Her har jeg også skrevet mine ønsker ned, så hvis lynet slår ned i morgen (uden at omfatte computeren) så ved mine efterladte, hvad jeg har gjort mig forestillinger om.

Og hvorfor er det så lige at jeg skriver en blog om så ubehagelige ting?

1. grund:
Jeg mener, at alle bør tage stilling i god tid til både bisættelser, holdning til reservedelslager, livsforlængende behandlinger med mere.


2. grund:
Jeg synes, der er flere og flere af mine gamle og ofte jævnaldrende bekendte, der figurerer under dødsannoncerne.

I rigtig gamle dage blandt indianere og inuitter, var det kutyme at gå væk for at dø - hvis man ikke længere kunne klare sig selv, eller ikke kunne finde en forsørger.
Jeg ved godt, det er en ret barsk indstilling, men det er jo netop den naturen selv styrer. Den stærkeste overlever - og ja tiderne var barskere dengang.

Det er efterhånden også længe siden, jeg har skrevet mig op som reservedelslager, når den tid kommer - men hånden på hjertet - allerinderst inde satser jeg da på, at det hele er slidt op af undertegnede...

Tænk over det - måske godt nok at have taget stilling. 

Håber alle har en skøn dag. Britta / Tusmelda