søndag den 29. september 2013

Meditativ livsstil - Spejløvelsen

Det er den sværeste øvelse i verden -
Ikke fordi den er specielt kompliceret, men fordi du selv skal ind og "rode" med programmeringen af dine hjerneceller...

Du skal ind og fortælle dig selv, at du er mere end god nok - og medmindre du har 172 tons selvværd (ikke selvtillid) - så er denne øvelse svær.

Et lille men svært skridt.
Jeg har selv brugt den i over 30 år, og jeg synes stadig - den kan være svær.


Forestil dig at din allerbedste ven er ved at gå i udu... Du vil i det tilfælde kigge ham hende dybt i øjnene og fortælle hvor meget han/hun betyder for dig - og hvor fantastisk et menneske vedkommende er...

JA alle de kloge har gættet det nu. Du skal være din egen bedste ven, og kigge dig selv dybt i øjnene (hertil bruges et spejl), og så er det - at du skal komme med nogle troværdige argumenter, hvorfor du er stolt over at være den person,  du ser i spejlet.

Det er ikke en øvelse, der skal gøres før du skal i byen for at stive din selvtillid af - det er en øvelse, der skal få dig til at sætte en større pris på dig selv.
Få dig til at sige til og fra på en bedre måde, end du gør idag...

Hvis du var et TV, hvor blev du så solgt...
Udenfor i telt ved Bilka, eller sammen med B&O, ovre i den eksklusive afdeling...

Stil efter den eksklusive afdeling - ikke efter torveteltet...

Det er så uendeligt vigtigt, at du vurderer dig selv udfra dine normer og ikke udfra hvad du tror andre mener, synes du bør være.
Vi er hver især unikke og rigtig gode til at være os selv, på godt og ondt. Du skal rose dig selv, både når du er lommetyven, luderen, madonnaen og bitchen (gælder begge køn).

Dejlig mandag, glæder mig til ugens opgaver - hyg dig derude i verden. Britta / Tusmelda




.

torsdag den 26. september 2013

På bar - lytter du til din partner....?

Det er længe siden, men vi kom lige til at snakke om det herhjemme - min sparringspartner og mig...
Og ja, han er osse min mand.

Jeg var med ham på bar for et godt stykke tid siden - og sædvanen tro, sad vi et stykke fra hinanden. Og det varede ikke lang tid før jeg kom i snak med en mand, der erobrede barstolen ved siden af.

 Her et foto fra vores egen bar... 

Han var både nydelig og begavet i et stykke tid ihvertfald, for efter et par genstande kom den næsten obligatoriske sætning: "Min exkone, forstod mig bare ikke....!"

Det er ikke for at forklejne mandens situation, men hvad siger i andre - den er ligesom hørt før eller hvad?
Der er lidt variation, men i bund og grund er det den samme sang...

Jeg forsøgte mig med humor, talte hun da ikke dansk? - Den gik ikke ind, så prøvede jeg med en anden taktik - Forstod du hende?
Han så forbløffet på mig: "Vi var jo gift og havde børn - jeg gjorde alt det hun bad om, hvad skulle jeg ellers?"

Han skulle have lyttet til hende -

Måske var hun blevet en vane - måske holdt han op med at se på hende som en kvinde, der var værd at begære og så hende som børnenes mor, hans "vedhæng". Hende - der bare var der, til stede i hans liv, en vane..

Enten kom han med blomster på næsten fastlagte tidspunkter, eller han lyttede kun til hende, når det var på et tidspunkt, hvor han skulle have hende i godt humør. At have et godt parforhold er det samme som at være kollegaer og arbejde på samme projekt.
Det er ikke nok kun at være til stede i et parforhold, og tage sig af alt det praktiske - du skal også interessere dig for din partner. Hans/hendes verden - arbejdsplads, interesserer - venner og familie - og det er ikke det nemmeste i verden.

En af mine interesser, selv om det er længe siden jeg har haft til... 


Det handler både om at have både kærlighed og respekt - respekt for hinanden, forskelligheder - plads til hinandens interesser, og samtidig forsøge at bevare magien fra den første tid.

Her er foto af en fælles oplevelse

Det er et stort job at holde godt liv i et parforhold, det er så nemt at give op og se om ikke græsset er grønnere på den anden side af hegnet - men derovre bliver det jo også en hverdag på et eller andet tidspunkt.

Så næste gang du sidder på en bar og gerne vil fortælle et andet menneske, at din partner ikke forstår dig, så tænk lige en ekstra gang over det -


Og kære mænd, det er en af verdens værste scorereplikker - så brug den kun hvis du er ved at score din egen kæreste, eller kvinden er hamrende fuld i forvejen, for så falder hun måske for den. 



Jeg satser på en god weekend, med clairvoyance og tarotkort på mit kursusprogram. 
Håber I alle sammen også laver noget I har lyst til -  Britta / Tusmelda


søndag den 22. september 2013

Meditativ livstil - værktøj LISTER HURRA, HURRA ...

Lister


Jeg laver lister før jeg kaster mig ud i en hvilken som helst opgave.
Skulle jeg selv vælge emner ud fra værktøjskassen og give mig i kast med dem, ville jeg fremstille et skema og indsætte hvert emne under det relevante punkt.

Mit første skema gælder opdelingen i hvad jeg gør og af hensyn til hvem/hvad.

Arbejde
Familie
Mig selv
Spejløvelse


Spejløvelse

Meditation


Meditation

Motion


Havearbejde
(se pænt ud)

Havearbejde
(det jeg nyder)


Her har jeg kun taget nogle af emnerne med.
Spejløvelsen bruger jeg dels professionelt før et foredrag, og dels til mig selv helt personligt.
Det samme gælder meditation.

Motion er sammen med min niece (som regel) – Havearbejde, både fornøjelse og arbejde, da den både indeholder nogle af mine teurter + er et visitkort, og jeg kan godt lide havearbejde. 


Hvis du fremstiller et skema, så skriv kun de emner på som du vil bruge. Du kan altid tilføje og rette.
Havearbejde kunne også høre ind under familie, men da min mand i store træk er fløjtende ligeglad med haven, arbejder jeg kun i den for min egen skyld, samt fordi den på en måde repræsenterer min virksomhed. .




Lister kan bruges til alle opgaver som f.eks: En dag, rengøring, madlavning, en arbejdsdag - sorteringsdag - og meget mere. 

Nogle tager også familie og venner med i sådan et skema. Tænk f.eks. på sidste gang du skulle invitere til fest – inviterede du folk med, som du ikke har lyst til at være sammen med, enten fordi de er familie eller fordi de engang var en del af din vennekreds – og de plejer at blive inviteret.

Listen indbyder ikke til at blive topmålt egoist, men hvis du skal have dit liv til at fungere optimalt, skal du vurdere, hvad du gerne vil lave og hvad du gør kun for andres skyld.
Du kan evt. erstatte ordet familie med pligt eller udvide skemaet med en pligtkolonne.

Der er f.eks. mange, der kun deltager i en firmafest fordi sprutten er gratis og de ser det som en pligt.

Mit skema for at deltage i min mands firmafest, kan se sådan ud:



Deltage i Firmafest



Fordele
Ulemper
Jeg bagefter ved, hvem han snakker om
Kan komme til at kede mig
Det sociale element
Røg
Lære nye mennesker at kende
For høj musik
God mad
Meget fulde mennesker
Har ikke tømmermænd næste morgen
Kan ikke drikke så de fulde bliver aldrig morsomme – skal køre hjem


Bliver ulempe listen for lange kan han tage af sted alene.

Jeg har det fint med at lave lister – kan du ikke døje lister, så lad være.
Jeg bruger dem til at danne et overblik over opgaver, især dem jeg ikke kan lide.





Jeg har lister liggende overalt. Hvis du nu bliver stresset over lister, skal du ikke lave dem.

Nogle lister har jeg kun i hovedet.
Hvis min mand en dag kommer og spørger mig hvorfor jeg bliver hos ham, kan jeg hurtigt ridse både fordele og ulemper op. Der er flest plusser.
Det betyder ikke at jeg begærer skilsmisse den dag ulemperne overskygger fordelene, men kommer vi nogensinde til det punkt vil jeg være opmærksom på at få snakket om det i god tid inden, minusserne bliver uoverkommelige.


Da jeg startede på at lægge mit liv om til en meditativ livsstil, lavede jeg også en form for liste over ord, som jeg fandt betydningsfulde nok til at bruge dem til dagligt.
Køleskabe, dørkarme, og spejle blev prydet med post-it notater, med enkelte ord eller sætninger, som jeg havde bestemt mig til at arbejde med.
Af erfaring ved jeg, at jeg efter et par dage ikke selv lægger mærke til sedlerne. Så jeg flyttede dem med mellemrum. Så sad de på låget til vaskemaskinen, i klædeskabet – på lampen over bordet og så videre.

Måske kender du en der har stress, eller har det selv I den fase at intet kan overskues, her kan en daglig liste se sådan ud:


Stå op
Gå i bad
Tage tøj på
Spise morgenmad
Børste tænder
Købe 3 ting ved købmanden
Gå tur i 30 minutter
Sove til middag
Vande blomster
Vaske 1 maskinfuld tøj
Lave og spise frokost
Lave aftensmad

Hvert punkt skal streges ud, når det er gjort.
Er der for mange ting på listen, så gør den kortere.
Hver gang du kan strege en ting ud er det en sejr.
I starten skal der måske kun stå tage tøj på, gå i bad, spise morgenmad og frokost på listen, men efterhånden som du får det bedre kan du skrive flere ting på listen.

Hvis jeg har en hjemmearbejdsdag uden kunder, står der at jeg skal have tøj på på min liste, for ellers sidder jeg og arbejder på computeren hele dagen iført natkjole eller morgenkåbe... Der står også at jeg skal spise, samt holde pauser - hver pause er indsat for sig selv. . 

Håber i alle har en dejlig mandag, derude hvor i nu er... Britta / Tusmelda

torsdag den 19. september 2013

Jeg-mad og vi-mad....

Hvad køber du ind til jeres fælles køleskab. Vi- eller jeg-mad?

En af mine kunder kom ind og satte sig i stolen med et hjertesuk...

Hvordan kan det være at mit køleskab stort set kun rummer hans foretrukne mand, nu efter 6 dage hvor jeg ikke har haft tid til at handle, vi har været sammen i over 12 år - og alligevel køber han næsten aldrig noget af den mad, jeg foretrækker - men når jeg handler ind, køber jeg altid vi-mad.

Et godt udtryk:

Vi-mad og Jeg-mad.





Hun kommer hos mig, fordi der er lidt knas i parforholdet - og fordi hun gerne vil prøve at ændre sin egen adfærd, så de bliver sammen, hun har en historie med flere brudte parforhold, og denne gang skal det bare lykkes.

Der er en god forklaring på fænomenet, det ligger ikke genetisk  i mænds natur, det der med VI.
Det handler om "Survival of the Fittest". Helt fra urtiden, skulle manden sørge for at have kræfter til dagens jagt, eller kamp - og kun dem, der overlevede kunne føde deres familier - så manden spiste først...


Det fik mig til at gå hjem og kigge i mit eget køleskab - og ganske rigtigt. Når jeg handler ind tænker jeg meget over hvad vi begge to kan li' og handler meget ind efter, hvad min mand spiser - han handler også ind efter hvad han kan lide. Retfærdigvis skal siges at han tit laver mine yndlingsretter.

Nu er der ikke flere mænd end kvinder, der risikerer liv og lemmer ved jagten på føde idag i supermarkedet, men det er da tankevækkende at kvinder er vi-mad købere, og manden i højere grad køber jeg-mad.
Vi er også nødt til at tænke på at manden ikke har store chancer for at vide det ikke er vi-mad, når det altid ligger i vores indkøbskurv.

Men, men vi har da boet sammen i snart 4, 5 - 8 - 10, 20 år, så han ved da, hvad jeg foretrækker at spise - eller?

Livet sammen er ikke altid lige nemt, men vi vælger selv , hvilke kampe der er vigtige og om lige det med vi- og jeg mad skal være en uoverstigelig hindring, eller vi vil koncentrere os om de vigtigere ting.

Med lidt øvelse, kan du nu også godt undervise din mand i at købe VI-mad.

Han skal bare vide - hvad det er, du savner i køleskabet eller på bordet.
Og så skal du rose ham, ikke en gang - men mange gange, når han køber det rigtige.

I går fik jeg min livret, da jeg kom hjem - så selv om min mand køber det forkerte rugbrød, ikke kan huske hvilket pålæg jeg er vil med, så gider han godt lave kartoffelmos - når han ved, jeg har en travl dag.

Så jeg vælger mine kampe med omhu - mon ikke der også er situationer hvor jeg er meget mig - og meget lidt Vi-fikseret.

Forrygende skøn fredag til jer alle derude... Britta / Tusmelda




søndag den 15. september 2013

Det meditative træ - RO, formindsk din skygge - et værktøj....

Formindsk din skygge

Jeg har skrevet om skyggen før. Min skygge er med mig overalt -
Jeg tænker ikke på den skygge vi kaster på en solskinsdag, men den mentale skygge du har boende i dig, som hele tiden hvisker, at du ikke er god nok. Jo mindre du lytter - jo mere ro får du til de sjove ting i tilværelsen. 


Skyggen er den lille stemme, der sidder i baghovedet og udtaler sig, hver gang du bliver lidt kåd og tror på dig selv. Skyggen er den del af dig selv, der tvivler på dig og bestandigt slår dig oven i hovedet for at forhindre dig i at være stolt af dig selv. 

Jeg taler med min skygge.
Udfordrer den, når den fortæller mig, at jeg ikke skal gøre opmærksom på mig selv.
Jeg beder om forklaringer – nogle gange ser jeg og hører den som en af mine forældres kritiske røst fra min barndom.

Andre gange hører jeg min egen stemme. - Når jeg diskuterer med den, ser jeg den nogle gange som en grå handskedukke, der sidder på min skulder og fortæller mig, at jeg ikke er god nok.  
Min hjerne ved godt, at det er pure opspind.

Alligevel har min skygge gang på gang forhindret mig i at søge et godt job, deltage í et eventyr – simpelthen fordi den har overbevist mig om, at jeg ikke er god nok, skrap nok, dygtig nok – eller hvad der nu har været påkrævet.

Min skygges opgave er at få mig til at føle mig mindreværdig. Min egen opgave er ikke at tro på skyggen.Når den er rigtigt slem, dukker Lars Lilholt op i mit hoved og synger at jeg godt må flyve højere end vingerne bær'.

 Skyggen kommer med alle argumenter for, hvad der kan gå galt, hvad der ikke dur.
Han støtter alle mine kritikere i alt hvad de siger og beder mig gang på gang om at tage ting personligt.
 Det har været et fast arbejde og meget op ad bakke ikke at lytte til ham.
Og det sker jeg får tilbagefald - men efterhånden er min skygge blevet  meget lille, og lige her en af dagene måske i næste uge, vil han indse, at han skal opgive kampen, støtte og rose i stedet for at nedgøre og kritisere... 
Skyggen er jo en del af dig selv - den opdragelse der gør at vi ikke tror træerne vokser ind i himlen - og stegte duer kommer flyvende.
Jo mindre du lytter til skyggen, jo mere får du ro til at arbejde med alt det sjove - og jo nemmere bliver det at komme fremad...

Tag kampen op, sæt ikke dit lys under en skæppe.



 Forrygende dejlig og våd mandag - Britta / Tusmelda

fredag den 13. september 2013

Kan mennesker få sætnings skader... ?

Der kører en reklame for tiden over et eller andet tv-program. Jeg har kun bemærket at det er noget med sætnings skader, og kvinden i reklamen siger at det er vel godt nok at huset har sat sig, for hvd skulle det ellers?

Det har fået mig til at tænke på om vi mennesker, egentligt ikke osse kan få sætnings skader.

Det forekommer mig at mange mennesker har noget der ligner - nemlig at vi er gået i stå...


Det er så uendeligt nemt at gå helt i stå / frø - og så får vi jo osse sætningsskader.

Vi slår revner, falder sammen og bliver utilnærmelige - Vi vil have at alt er som det plejer at være, og vil stå i vejen for fremdrift og fremskridt.
Kort sagt vi bliver gamle, ikke kun fysisk men helt ind i sjælen -

Et menneske med sætningsskader, kan ikke længere se muligheder, men kun halve tømte og kedelige glas med sjatter. Vi udvikler os ikke længere, kan kun tale om det der lige opfylder os - og andre kommer os kun ved hvis vi kan sladre om dem, eller de kan hjælpe os.

Er det sådan det er - hvis jeg som menneske får en sætningsskade?

Eller blir' jeg sådan en, der bare sidder i en stol og kigger ud af vinduet, og som ikke vil noget som helst?

Kedelig, indebrændt uden evne og lyst til at rumme andre, hvad mon der sker?

Jeg ser livet som en mulighed for livslang indlæring, morskab og glæde - hvordan ser du livet?



Jeg håber, du får en pragtfuld weekend, derude uden sætningsskader... Britta/Tusmelda

tirsdag den 10. september 2013

Det meditative træ - Ny gren - Ro


RO


Jo mere ro du har i din hverdag, jo bedre kan du klare alle de udfordringer, du kommer ud for.

Det lyder mærkeligt at jo mere ro du har over dig, når du udfører dit arbejde – jo mere får du også fra hånden. Men tænk alligevel over det.

Alle kvistene på grenen ro er også værktøjer, derfor ligger beskrivelserne af dem under værktøjer.

Jeg gør meget ud af at planlægge min dag.
Det gør ikke noget, at der er flere opgaver, end jeg kan nå. Jeg starter altid fra en ende af, og når alligevel flere end forventet hver dag.

Det er vigtigt at skabe ro i din hverdag, ro omkring dig i alle situationer.


Det er lige meget om du leder huset igennem efter briller, nøgler eller pung, eller om du skal tage en diskussion med din teenager om sengetider.

Er du på job og handler diskussionen om urimelige deadlines, hjælper det ikke at smide sig på gulvet som en 5-årig, heller ikke selv om du føler for det.

Jo mere ro du har over dig, jo mere logisk tænker du. Det bliver nemmere at finde det du leder efter, få en dialog med teenageren eller med chefen.
Emnet og samtalepartneren er ligegyldig. Du har ansvaret for, at du altid taler til andre som voksen til voksen, med respekt og ligeværd.

Kommer du ud for voksne, der opfører sig som børn eller kritiske forældre overfor dig, er det stadig vigtigt at du bevarer din ro og saglighed.

For at illustrere hvor vigtigt det er at bevare roen og overblikket vil jeg bede dig kigge på min stendynge.

Der er et sted mellem 7,5 og 10 tons sten.





Ved at flytte dem en ad gangen fik jeg flyttet og brugt alle stenene på 4 dage, og det var endda med mange små indlagte pauser ind imellem, en trillebør ad gangen, og pludselig var alle stenene lagt på plads. Havde jeg tænkt over hvor mange der var, eller hvor mange kg. der var - så var det ikke gået så godt.

Når jeg skal foretage mig noget, trækker jeg altid vejret først, og derefter tager jeg det i punkt form.

Jeg bevarer jordforbindelsen blandt andet ved at lave daglige vejr trækningsøvelser. Jeg mediterer mellem 25 og 50 gange om dagen, og jeg bruger et mantra – når jeg går i stå med vigtige opgaver.
De af mine læsere som kender mig, udbryder sikkert sæbebobler - her.... Og ja, verdens bedste øvelse i at skabe ro - blæs sæbebobler. 

Hav en forrygende tirsdag, jeg nyder at være på arbejde - Britta/Tusmelda


fredag den 6. september 2013

fredagens utroskab!



I dag er bloggen baseret på de tilbagemeldinger, jeg har fået fra jer - der læser bloggen, samt enkelte af mine kunder. En del terapi samtaler handler faktisk om forskellige former for svigt/ savn eller utroskab.
Det behøver ikke være den nuværende partner, der er årsagen til samtalen - ofte er det oplevelser, der ligger langt tilbage - men som stadig fylder, og forstyrrer i nutiden.

Diskussionen har været med høje bølger, fra både kvinder og mænd.
Flere mænd har givet udtryk for at utroskab, ikke kun er af fysisk karakter.
Nogle føler sig trådt på, når deres samliv med konen, kæresten - madammen, bliver udsat for diskussion i en kvinde/venindegruppe.

Jo tak piger, der fik vi vist lige en over næsen....

Se det var en helt ny version - altså at mænd, kan føle sig udsat for psykisk utroskab.
Et par enkelte mænd, gav udtryk for at de oplever kvinders manglende lyst til at røre, lege - dyrke sex som en form for utroskab.

Som en sagde:

"Hvis hun så i det mindste - ville fortælle mig, hvad jeg gør forkert - så jeg har en chance for at ændre på det.
Jeg savner min partner.... "

Hovsa endnu en utilfreds mand. .... Og det handlede ikke om at være fysisk utro, men om følelser og berøringer.... Avs, den sved lidt igen, piger ...

Og de mænd der opsøger mig, er vel og mærke, mænd der er stærkere end Tarzan - de hyler ikke op - fordi de slår sig på brystet, det er rigtige mænd, ikke cockerspaniels!

Men hvad siger kvinderne:

En af tilbagemeldingerne handlede om at parret har defineret nogle regler, og går en af parterne udenfor dem, så bør han/hun bryde parforholdet.

Flere kvinder end mænd giver udtryk for at der ikke er forsonende elementer overhovedet, men de fleste var villige til at debattere om ikke begge partner kunne være årsag til utroskab, bla. ved ikke at have lyst.
De kvinder der har reageret har alle lyst til at være intime med deres mænd, ikke kun seksuelt .

Der er kommet flere forslag om at mennesker, der savner at blive rørt ved - bare skal gå regelmæssigt til massage. Jeg går ud fra at det ikke er den frække massage, der er tale om.

Når det nu åbenbart er et problem for en del at partneren ikke har lyst til at kramme, røre og nusse - så har jeg egentligt ventet at der ville komme nogle tilbagemeldinger, fra mennesker - der gerne vil have at partneren holdt op med at røre - men det har jeg så ikke lige fået.
De fleste synes det er rart at blive rørt ved, og vil også gerne gøre gengæld - også selv om det ikke handler om sex, men om nærvær.

Reaktionerne på utroskab eller lysten for at være utro, grænsen for hvornår det er utroskab - er meget forskellig fra person til person - det hænger rigtigt meget sammen med egne oplevelser.

parter der ikke har følt sig set, hørt - forstået, taget alvorligt i et parforhold - har en mere afslappet tilgang til emnet, mens mennesker der har været udsat for utroskab, måske er blevet forladt til fordel for en ny partner, og hvor det er kommet som et lyn fra en klar himmel, har ikke overraskende en mere knibsk tilgang.



Jeg fortsætter gerne med emnet på fredag - hvis I gider læse mere om det, skriv til mig med gode ideer - spørgsmål, kommentarer - der er altid plads til en til. 
Hvis du vil være anonym, kan du sende mig en mail eller en privat FaceBook besked. 

Jeg håber, alle får en god weekend. Knus Britta / Tusmelda. 


mandag den 2. september 2013

Meditativ Livstil - Tag det ikke personligt.


Vi er kommet til den sidste kvist på grenen Værdi - nemlig TAG DET IKKE PERSONLIGT. 


Det meditative træ


Uanset om andre omtaler dig pænt eller knapt så pænt, kritiserer eller roser - Så giver de udtryk for deres personlige mening, og det har i virkeligheden ikke en klap med dig at gøre.

Det er bare meget nemmere at skrive, end efterleve - det vil jeg til enhver tid give dig ret i.

For at forstå hinanden, skal vi have præcis det samme filter af erfaring, humor - viden, temperament - opvækst.... Det der for den ene, er en kvik harmløs bemærkning, kan være sårende for den person - der har et andet filter på.
Men vi kan heller ikke gå rundt og holde mund, bare fordi andre mennesker forstår tingene på en anden måde, end vi siger/mener dem.

Når du tager andres ord eller handlinger personligt, formoder du, at de gør disse ting for at såre dig. - Eller endnu værre du bruger dine egne forudsætninger imod dig selv.

Det betyder nemlig - at du gætter dig frem til andre menneskers hensigter. (Og den har vi været igennem tidligere under meditativ livsstil).
Vi har allesammen en skygge, der følger os - og har til opgave at nedgøre os, vores opgave er at lade være med at lytte.
Når min mand ikke har lyst til at deltage i et eller andet sammen med mig, betyder det ikke, at han er træt af mig. Der kan være mange andre årsager! Vi har hver vores interesser. Han kan være træt, have ondt et eller andet sted - have planlagt noget helt andet.
Jeg deltager heller ikke i alle hans ideer. 
Figuren er ikke min mand, men min skygge.. 
Netop ved ikke at tage ting personligt opfylder, du de andre kviste på grenen VÆRDI.
 
Især mange kvinder tillægger deres partner (eller veninder) motiver, de slet ikke har, og dermed forkaster de hele VÆRDI-grenen. 

F.eks. hører jeg stadig denne sætning, fra mange aldersklasser: "Min kæreste ikke elsker mig, fordi han bliver ved med at spørge hvad jeg ønsker mig, det ved han da godt!"
Nej det gør han faktisk sjældent. Kønnene imellem tænker og reagerer forskelligt - det er jo lige netop derfor, vi finder hinanden så spændende. 
 

Det er dejligt at blive rost, men det er i grunden også sagt med ens eget forbehold. Jeg er vild med Ørkenens Sønner, mens en bekendt synes de er rædselsfulde, sjofle og ubehøvlede.
Hvis vi nogensinde kom til en koncert med dem, ville hun være s....sur og jeg vil grine min r.. i laser.
Det billede forsøger jeg at have i hovedet - både når jeg bliver rost og får kritik.

Det kommer altid fra en person, der har sit eget filter... Netop derfor er det ikke møntet personligt på dig, men handler i virkeligheden om afsenderen af budskabet.

Jeg tager altid udgangspunkt i min egen opfattelse af en opgave. Jeg evaluerer også med deltagerne men hvis jeg er tilfreds, er det generelt godt.
Uanset hvor godt jeg gør det, vil der altid være mennesker, som har nogle andre forventninger.

Jeg har holdt foredrag - hvor vi på forhånd har foretaget forventnings afstemning, men hvor tilhørerne har læst oplægget på anden vis.
Det giver nogle sjove oplevelser, der ikke altid er positive. En tilhører mente engang at jeg skulle være som Danny Druehyld, hun var meget fornærmet over at foredraget handlede om stress - men det var det jeg var bestilt til at holde. Hendes kritik var helt berettiget udfra hendes forudsætninger, jeg er ikke Danny Druehyld.
Når du tager kritik personligt, eller vender udtalelser mod dig selv, fodrer du din mindreværds skygge, uanset arten af kritik. 
Det er dig der afgør om du er god - ikke andre mennesker. 
På en måde kan man sige at det svarer til en blind date. Hvis du forestiller dig at du skal mødes med en kendt skuespiller og du i stedet møder en af dem, der plejer at sidde på bænken foran rådhuset med en pose bajere. Så vil du også blive skuffet, men hvem har skabt forventningen?

Det handler ikke om at blive selvfed og ikke have plads til andre mennesker, men du skal selv værdisætte dig selv. 
Min skygge fortæller mig jævnligt at kritik er godt for mig, fordi jeg ikke er god nok, og at kritik er personligt og rettet mod mig og mine handlinger. - Til det svarer jeg altid vrøvl, for mine forudsætninger er anderledes end kritikernes.

Vi kritiserer, dømmer andre ud fra vores egne forudsætninger - ikke ud fra den andens forudsætninger, for det kan vi ikke. 
Ingen kan dømme en anden, uden at kende og dele den anden persons værdier, normer og bevæggrunde - enæggede tvillinger vil måske kunne dømme hinanden. 


 Hav en forrygende mandag derude i virkeligheden -
Jeg satser selv på en pragtfuld dag. Britta/Tusmelda