Jeg er et voksent mælkebøttebarn.

Det er ikke så tit at jeg bliver helt privat her på bloggen - men nu kaster jeg mig ud i en af de sværeste(for mig) ting i verden.

Jeg bliver privat og hudløst ærlig...

Ikke at jeg plejer at lyve, og slet ikke her på bloggen -
Men jeg vil gerne dele noget helt privat med Jer ...
Så nu læser, er det tid at stoppe op - og logge af igen...

Jeg er et mælkebøttebarn. 

En af de kvinder, piger - der i mange år har rodet rundt i kærligheds livet -

Et misbrugsbarn, der har lært at flytte sig ud af kroppen.

Når den svigter og nyder seksuelle forbudte kærtegn -
og hvor hovedet skriger NEEEEJJJJ... mens kroppen giver efter.

Jeg var en af de heldige - min krænker var ikke ret meget ældre, og det var kort varigt, men for mig var det under tvang.

Jeg er en af dem, der som voksen har svært ved at finde rundt i parforhold, for uanset hvad der går galt/forkert påtager jeg mig glad og gerne skylden, mens den voksne kvinde (højre hjernehalvdel) såt måbende i hjørnet.
Det er en af følgerne - for når kroppen nyder selv om hovedet siger nej - så var det jo min skyld...

Sådan har det været - men nu gider jeg ikke mere - DET er IKKE (altid) min skyld at noget ikke fungerer.

NU lige nu - er det på tide at blive voksen og "gro sammen" - stå ved hvem og hvad jeg er.
Jeg er jo hende, der står bag Tusmelda, og som faktisk er ret sej.

Og jeg er også hende, den usikre parforholdskvinde, der hele tiden stiller spørgsmålstegn ved mig selv.

Jeg er hende, der bruger mine sjælelige ar konstruktivt. Det er dem der giver mig evnerne og lysten til at være der for andre.
Det er på grund af de ar /minder- ikke på trods af dem, at jeg er rummelig, tolerant og kan favne bredt.

Så i dag har jeg forlængst lagt min barndom og ungdom bag mig - alle som gode minder.

Det er kun når jeg er helt privat - at min usikkerhed kan komme frem, og spænde ben for mig selv.

Resten af tiden har mine "mælkebøtte"minder, givet mig styrke og kraft -
Så skidt med de nederlag der har været, ingen går helt arfrit gennem livet.

Vi lever alle forlæns og lærer baglæns - eller hvordan det nu er.

Minder - gode som dårlige er med til at forme os som mennesker, og det er da ikke så ringe endda. 
Mælkebøtten gror og bliver smuk i en lille bitte smule jord, mælkebøtten kan trodse asfalt og alverdens ukrudtsbekæmpelse.

På samme måde som de fleste af os, voksne mælkebøttebørn.
Vi bliver smukkere og bedre mennesker end vores krænkere, ingen tvivl om det.

Lad os stifte en forening til bevarelse af den smukkeste blomst i verden - uanset om den gror i græsplænen eller i grøftekanten...

Læs mere om mælkebøttebørn på www.christinecenteret.dk

God weekend til Jer alle derude, fra et voksent mælkebøttebarn. 

Kærlig hilsen - Britta/Tusmelda. 

Hvem kastede den 1. sten

Vi sad i den lune sommernat i går og talte om at kaste med sten.

De sten der skal kastes vel og mærke - de sten der breder sig som ringe i vandet og får os mennesker til at gøre noget aktivt.
Vi kender dem allesammen.

For mange år siden var der en person et eller andet sted der kastede den første sten - en der gjorde en forskel -

En venlig handling, gav en anden en håndsrækning - og den håndsrækning, endte jeg med at nyde godt af.

På grund af den håndsrækning fik jeg hjælp, og senere har jeg givet den videre til nogle andre, som så ingen giver den videre til flere andre.

Emnet kom op og vende mellem min bonusmor og mig i aftes/nat - da hvilen faldt over os efter et godt måltid mad. Vi sad og vendte vores forventninger til os selv som unge, kontra den visdom (!!) vi besidder i dag, som ret meget ældre.

Og vi snakkede om at vi bl.a. har lært af livet er, - at det ikke nødvendigvis er dem, der hjælper os, der skal have gentjenester - men derimod nogle andre, vi skal gøre det samme for.

Og det giver jo netop de der ringe i vandet.

Jeg har i flere situationer fået hjælp af nærmest fremmede, eller bekendte/venner - som ikke er blevet i mit liv.

Det kan være en lærer der gav et puf i den rigtige retning, en kollega der gav et trøstende ord eller knus, som fik mig til at komme videre -

Det kan være fremmede, jeg deler et øjeblik med (kursus, en tog eller busrejse), nogle vi kun møder den ene gang i vores liv - vi lærer og "underviser" hinanden igennem hele livet.
Både gode og onde gerninger starter ET sted - og breder sig som ringe i vandet.

Et menneske kan sprede dårlig stemning mellem 50 andre i løbet af ½ time, hvorimod smil og glæde tager lidt længere tid. -

Og så er der lige det med overskud og gode gerninger, det tager tid.

Så måske udspringer mine gode gerninger sig af den hjælp, en egyptisk nilbonde gav til en svensk viking for mere end 1.000 år siden.

Hvem ved mon hvem der kastede den 1. sten i mine ringe.

Hav en forrygende lørdag - Britta/Tusmelda

sardindåser på hjul !!!

Hold da helt fast...

Jeg har i dag været ude og køre relativt langt -

Fra Djursland til Omø er jo ikke særligt langt, alt taget i betragtning -
men det gav da nogle timer på diverse veje.

Og hvor kan vi mennesker dog komme til at opføre os forfærdeligt i trafikken.
Og jeg inkluderer mig selv i denne betragtning.

Jeg synes nu ikke jeg har opført mig specielt rædselsfuldt på denne tur - men andre havde ihvertfald en anden opfattelse.


Der er flere motorvejs strækninger, hvor vi må køre 130 km, men hvis du ikke jævnligt opdaterer din GPS er du ikke klar over det - og det er jo strengt taget også lovligt at ligge i venstre spor for at overhale, også selv om du ikke kører det lovlige maksimale.. .

Så langt er vi vel alle enige - i princippet. ?

Jeg kørte pænt til, så jeg lå på de 130 netop på en af disse strækninger, hvor du som uopmærksom bilist, der mest kigger på din uopdaterede GPS tror at du kun må køre 110.

Jeg kommer så op til en bil der netop kører lige under 110 og som ydermere åbenbart bare ligger derude,
 fordi den kvindelige chauffør føler sig mest tryg derude.

Jeg tager farten af min bil, så snart jeg kan se at hun ikke trækker ind og heller ikke forøger farten - men kommer alligevel ret tæt på - og ihvertfald tættere på end hun bryder sig om.

På intet tidspunkt er jeg tættere på end 3 meter, afstanden øges en smule efterhånden som min bil bremser - men hun må have følt sig ret utryg - for da hun endelig vælger at trække ind i højre vognbane, sidder hun og råber og skriger og viser mig nogle ret uskønne fagter. Ingen af dem er ret feminine eller smukke.  Desværre kunne jeg ikke høre hvad hun sagde.. :-)

Jeg kunne forstå hende hvis jeg havde dyttet, blinket - lavet fagter, for hun var jo ligesom lidt i vejen, der i venstre vognbane... Og jeg havde en færge jeg skulle nå, og passede egentligt jeg bare min kørsel.

I dag var jeg vennesæl og glad, så jeg kunne grine af hende - men ofte bliver vi jo en slags vilddyr når vi sætter os ind i hver vores sardindåse.

Jeg har ofte været både været passager og fører, hor bilkøer, røde lys - andres kørsel er blevet højlydt kommenteret - men dog sjældent som her -

hvor det var ret tydeligt at hun skreg af mig. Og så på sådan en smuk sommerdag...

Fremover vil jeg selv være lidt venligere i trafikken - de andre har jo også ret til at være på vejene, bare en lille smule...

Hav en forrygende dag, derude både på vejene og hvor I ellers færdes... Britta / Tusmelda

Doven solskinsdag

Er det bare mig, eller bliver vi allesammen bare en lille smule dovne i disse solskinsdage?

Jeg er ovenikøbet blevet "arbejdsramt" - og det er skønt, det mener jeg.
Men samtidig kan jeg også mærke at min kadance er for stærkt nedadgående, så snart jeg har fri.

Ud i luften - ikke nødvendigvis ud i solen (for jeg bliver lyserød, hvis, så lyserød igen) - men jeg dovner.  - Sådan oplever jeg det ihvertfald selv.

Ting, der skal gøres indenfor udsættes - jeg kan ikke finde min seng om aftenen.

Det blå disede tusmørke trækker helt vildt i mig, så jeg kunne sidde oppe hele natten, 

hvis det altså ikke lige var for den der dumme uophørlige stemme i baghovedet der siger: "Du skal op i morgen tidlig... "

OG den er som gps-damestemmen, den bliver bare ved i det uendelige.
Tålmodigt gentagende samme sætning...

"Gå i seng, så snart det er muligt, drej til venstre ved glasdøren, 4 skridt frem så til højre, efter fuldt af et skarpt venstresving..... "

NU er det weekend - og jeg skal ikke så meget. Det er bare dejligt.


Jeg føler mig vildt priviligeret.

Jeg tror, det er sundt at dovne - ikke hvis du er doven 24/7 hele året rundt, men ind i mellem er det ret nødvendigt at lave ingenting og bare lade op.

Hvis det kniber med at gøre det til hverdag - så må vi simpelthen bruge noget af fritiden til det.
Vi bliver simpelthen stressede, hvis vi altid hænger i en klokkestreng - og det er blevet så farligt, netop fordi vi her midt i elektronikkens højalder (og det bliver sikkert værre endnu) har alt for nemt ved at overbooke os - så vi hele tiden skal noget.

Det er blevet forbudt at kede sig - fare vild i sine egne tanker, vi skal helst præstere noget.

Så nu lægger jeg tid ind i min elektroniske kalender - lidt doventid, hvor jeg ikke skal noget som helst andet end dovne...

I aften skal jeg bare læne mig tilbage og lade mig fornøje/underholde - håber Jeres weekend også bliver en doven en af slagsen.

Knus derude i livet Britta / Tusmelda... 

   

År 1714 eller 2014

Jeg har lige erfaret at en bekendt opfatter mig som en trussel.

Udelukkende fordi jeg er clairvoyant og dyrker mine egne krydderurter.

 Lidt fantastisk - egentligt.

Jeg måtte lige kigge ud af vinduet og se om verden var transformeret tilbage til renæssancen, hvor "min slags" var ilde set.

Jeg er før blevet beskyldt for at være en af satans udvalgte....

Men her har anklagerne alle været igennem en eller anden form for undskyldende oftest religiøs indoktrinering.

De nye historier kommer fra en person som indtil nu har virket rimeligt psykisk velfungerende og ikke nævneværdig religiøs.

Hans historier går på, at jeg er i stand til at forhekse andre mennesker, forgifte maden, (!!!) og desuden besidder jeg åbenbart evnen til at nedkalde ulykker over andre...

TV, radio og internet fungerer og kalenderen siger år 2014...
Så langt så godt, og naboerne har endnu ikke været her for at lynche eller brænde mig.

Men hvad er det, der får vi mennesker, til at gå så meget i udu al alt fornuft forsvinder?

Selv i disse oplyste tider, viger vi mennesker tilbage for det ukendte. I hans tilfælde er det mine clairvoyante evner.

Hos andre er synderen NEM-ID og deslige.
For andre er det at køre over broen mellem 2 landsdele, en anden hudfarve - et andet land, eller bare det at skifte spegepølsemærke.

Men hvorfor er det sådan?
Hvad er det ved det ukendte, der gør at vi mennesker ikke tør?

Er vi virkelig så meget flok- og vanedyr inderst inde?
At alt det vi ikke kender, og er utrygge ved, bremser vores
udsyn,
hindrer os i at vide og lære - og medvirker til en manglende forståelse og accept af andre mennesker.

Det må vi da afgjort kunne gøre bedre !! -
Eller hvad mener I?

Læs mere om overtro her: www.religion.dk/overtro

Kærlig hilsen derude fra hende der alligevel ikke kan ret meget voodoo.... Britta/Tusmelda

Afvikling kan være udvikling...

 Det kommer jo da godt nok an på, hvad vi afvikler....

Rigtig mange mennesker, kan let få den opfattelse at livet er forbi, hvis de bliver afviklet...

F.eks. når et partnerskab stopper enten som kærester, venner - virksomhedspartnere - eller ved en opsigelse på jobbet.


Det kan være hårdt at skifte arbejde eller venner, partner. Især når tanken aldrig har været der. Men som med så meget andet kan en opsigelse, ende med at være en fed start på en ny udvikling.

Som samtalepartner har jeg tit haft besøg af mennesker, der har oplevet at blive sagt op, og som ikke har taget det som en mulighed, men til gengæld er gået i stå - og slet ikke kunnet se fremad.

Hvis det lykkes for dem at vende tankestrømmen fra den negative vinkel til en positiv, så sker der det forunderlige at afviklingen bliver vendt til udvikling.

En ledighedsperiode kan f.eks. blive brugt til eftertanke, efteruddannelsesmuligheder bliver vendt - nye jobåbninger, nye jobtyper - og efter et par år, viser det sig at den katastrofe min kunde oplevede, alligevel var noget af det bedste, der er sket.

Det er så fortæsket, at jeg næsten ikke tør skrive det,
men hver gang en dør lukker sig, åbner en ny sig jo netop - og så er det op til den enkelte at turde gå igennem denne dør og opleve det, der er på den anden side.


Det er fuldstændig som ved byfornyelser, her er det jo netop også afvikling af gamle forfaldne huse, der giver plads til fremdrift og nyskabelser.

En gang imellem kan det gøre ondt, og det føles absolut ikke som et fremskridt. Men længere henne ad vejen viser det sig alligevel at være ok, og senere er det ligefrem godt.

Så uanset hvad i bliver mødt med, så prøv at se det positive islæt, for det kan jo netop være at det er helt rigtigt alligevel.

Uanset hvad, er tiden ikke spildt, vi udvikler os hele tiden som mennesker.

Hav en god weekend derude i verden .... 

Britta /Tusmelda