Mit smilebånd er blevet lidt slidt, af de efterhånden meget gamle vittigheder.
Jeg forstår ikke helt hvordan ordet heks, er blevet synonymt med noget dårligt, for mig er hekse mennesker, der står ved sig selv - er stærke og seje.
Et træ i Sverige med en hel hule, det skal da undersøges..
Jeg fejrede sommersolhverv med et fint lille bål, henover midnatstimen - min egen tradition, med gode ønsker for alle jeg kender og elsker eller har elsket.
Det ene lys fra denne aften brænder endnu udenfor i lygten, trods massivt forsøg fra regnen på at slukke det. Årets længste dag ligger lige bag os nu, og vi går de mørkere tider i møde...
Jeg elsker alle årstider, lige nu er det første høsttid for krydderurterne. Så jeg har timian, basilikum og oregano samt de smukke hvide hyldeblomster til at ligge og dufte - så jeg har nok til vinterens madlavning og til min egen te. Min salvie fik et voksestop - så den må jeg vente et par dage med at klippe i, så bor du på Djursland og har for meget salvie eller fennikel, så sig endelig til (jeg bruger kun stængler og blade).
For ikke så længe siden hørte jeg, at en bekendt havde smidt en pose af mine boller ud efter at have spist nogle jeg havde bagt, fordi han mente de angiveligt var fyldt med en masse hekseurter.
Jeg blev både en smule fornærmet, og morede mig samtidig kosteligt - for alle mennesker bruger jo "hekse"urter.
Danske roser fra et hegn...
De fleste tedrikkere, jeg kender, drikker både solbær, jordbær og myntete med største fornøjelse.
På restauranter kommer de ofte en kvist citronmelisse i vandet. Alle krydrer mad med timian, oregano - chili, ingefær, basilikum, salvie.
Vi køber og drikker hyldeblomst eller hyldebær saft, og mange mennesker spiser persille på deres nye kartofler eller til stegt flæsk.
Persille er fra gammel tid brugt som et elskovsmiddel, så nu er det vel osse farligt at spise persille...
Jeg har lige været til 1700 tals marked på Gl. Estrup og købt urter til kryddersnapse ved Mårslet Brændevinslaug.
Jeg bruger de samme urter. Men de (altså brændevinslauget) er ikke så farlige som heksen!!! ;-)
Skovidyl i Juni.
Hvem ved om der ikke iblandt lauget måske findes en klog mand eller kone (altså af den gammledags slags = heks)...
Jeg bliver altid lidt eftertænksom omkring Sankt Hans. Nu er vi igen halvvejs på året, alt står i fuldt flor og det gælder om at udnytte de lyse timer, mødes og være sammen udenfor - tænde ild når aftenen bliver kølig, så vi har nogle glade sommertimer at tænke tilbage på, når den gråhvide årstid rammer os.
Hav en god Sankt Hans derude i livet, selv om den nok bliver lidt mere stille rundt omkring, nu hvor den ligger på en mandag og her hvor jeg sidder øser det traditionen tro ned.
Send gode ønsker afsted, istedet for at frygte dæmoner og hekse -
Britta / Tusmelda
Ingen kommentarer:
Send en kommentar