fredag den 24. januar 2014

Så blev det fredag - i oprydningsugen.

Vi har holdt tøm fryser uge herhjemme, det kræver lidt køkkenkreativitet -
Det har været min mands domæne, og af uransagelige årsager, har vi spist rigtigt godt.
Vi sluttede med et festmåltid bestående af diverse sære rester - dækket med ost, på en pizzabund.
Ikke ringe, absolut ikke, desværre får vi aldrig sådan en igen, for nu kommer der jo nogle andre rester i fryseren.


Det får mig til at tænke på at det er vigtigt at rydde op med jævne mellemrum. ikke kun i vores fryser -
men alle vegne.

Oprydning i huset, på værkstedet - på reolerne .... i hovedet, i vennekredsen - måske også i familien.
Ja du læste rigtigt.

Ligesom mine skuffer bliver fyldt af alt muligt ragelse (som jeg i et øjebliks sindsyge ikke mente jeg kunne leve uden) så bliver mit liv også fyldt op med mange mennesker, venner - familie, kunder - kollegaer, venners venner og kærester. Nogle bliver hængende, andre forsvinder lige så stille igen - nogle glider ud pga. flytninger, nye partnere - travlhed på deres eller min side - og andre igen glider ud, fordi vi ikke længere arbejder sammen eller ikke har et interessefællesskab længere. Rigtig mange af dem, tænker jeg meget kærligt på - mens andre bare har været deltagere i en periode af mit liv.

 Venner jeg ikke har set i de seneste 10 år, er bekendte, ikke venner.
Familie som jeg aldrig ser, hører heller ikke til blandt vennerne.
Kusiner og fætre, jeg ikke har set eller haft kontakt med i mit voksenliv, er jo også bare fjerne bekendte.

Jeg føler mig ikke forpligtet til at se mennesker hverken familie eller tidligere kollegaer, venner - bare fordi vi engang har været tætte. Der er også enkelte venner som er smuttet, fordi de ikke brød sig om min partner, det modsatte har vist ikke været tilfældet, er min mands venner mere storsindede?

Nogle venner både nye og gamle har også fravalgt mig af forskellige årsager, og sådan skal det jo også være.

Det er faktisk værre, når jeg kigger i mit klædeskab, for hvert stykke tøj har sin egen historie. det er det samme hvis jeg beder min mand forklare mig hvor hans værktøj kommer fra (bortset fra alt det, jeg havde med, det kan jeg stadig genkende selv om det har forbrødret sig med hans skrammel).

Vi bor i et genbrugshjem - vi kan godt lide at kalde os slut brugere. Hvert stykke møbel har sin egen historie - nogle kender vi fra langt tilbage, fordi sælgeren har givet os historien. Andre har den historie der fulgte med jagten og indkøbet af netop den ting/det møbel.

Som det meget billige sofabord, til 75 kr.
Det tog en søndag og 280 km. at hente det - men det var en overfed hyggelig dag. Så er der barberstolen fra Øster Snede. Her ventede vi til den allerførste (og allersidste) kunde blev klippet, og fik hele historien med.
Ud over historien, er den tung som et ondt år.

Så er der svigermors bogreoler, som vi kun kunne få, hvis vi tog bøgerne med - og det var lige før de var mere interessante, end reolerne.

Sådan har jeg det osse med mennesker, de skal have en spændende historie, ellers bliver livet alt for forudsigeligt og "pænt".

Det er så fedt at samle på originaler -
kender I ret mange, der samler på kopier...?

Jeg håber, I alle har en god weekend derude, med spændende historier 
og mennesker i jeres liv, ellers gå ud og find nogle.  Britta / Tusmelda







Ingen kommentarer: