En hånd...

Det er helt utroligt hvilken betydning en varm hånd kan have.
Især når det er en lille bitte hånd, der lister sig ind i min og trækker afsted med mig over stok og sten - hende der - den adstadige farmor, der gerne vil slentre, stå eller gå - men absolut ikke løbe, finder sig pludselig ganske godt tilfreds med at småløbe, når det bare er en lille varm hånd der trækker i hende.

Den lille varme hånd har helt sin egen historie, og I får noget af den nu.

Jeg har besøg af to yndige piger, chokoladeprinsessen og hendes mor, sidstnævnte et gift med min søn, en skøn pige, og de bor  i Manila, Filippinerne.


Så det er ikke lige hver dag de smutter forbi. Det er 4 eller 5 år at de er her begge to, og 1. gang for mit lille barnebarn. For 1 ½ år siden var vi på besøg i 3 uger i Manila, så vi render da ikke hinanden på dørene. Alligevel er det længe nok til at være mæt af indtryk, men ikke længe nok (og ikke tit nok) til at bygge bedsteforældre relationer op.

Min søn er sejlende maskinchef og lærte sin smukke kone at kende på en ferie i Filippinerne. Da det var for meget at forlange at hun skulle bo i Danmark, når han ikke er hjemme mere end halvdelen af året, flyttede han derud, og efter 8 års ægteskab og bopæl derude, og med Danmarks love in mente, må vi jo acceptere at de bliver derude.

Og så er det, at jeg for alvor bliver opmærksom på den betydning sådan et lille menneske på 2 har.. Så bliver farmor til en klat bævrende gele, som gerne henter månen ned, hvis lillepigen bare smiler...

Og sådan er det jo med os mennesker, når vi får en tillidsfuld hånd, vi kan lige pludselig så meget mere end ellers.

Det får mig til at tænke på relationer - os mennesker imellem. Venskaber, familiebånd - nogle der kommer til og nogle vi vokser fra. For de fleste af os er det vigtigt at være en del af et fællesskab.

I aften skal vi til fællesspisning her i Tirstrup.
Det er hyggeligt - men det er også vigtigt - at nogen påtager sig opgaven med at frembringe maden. Andre har påtaget sig opgaven med at samle tilmeldingerne - og sådan har vi jo selv et ansvar for at tingene sker.

Det er vel kun lige det der med at være født ind i en familie der kan fritage os for en opgave i forhold til at være en del af en gruppe, men selv her forpligter vi os til dog i det mindste at møde op, når der kaldes til samling.

En af mine meget gode venner, hjælper alle sine venner og bekendte med alt det han kan - bare fordi han hygger sig med det. Mon ikke også mange af de venner er klar til at stille op - hvis han en dag beder om hjælp?

I alle forhold kræver det, at vi selv gør en indsats, for ikke at blive ensomme.

Hav en pragtfuld uge ... Knus fra Britta / Tusmelda