fredag den 25. april 2014

En af mine helte


Er mit yngste barnebarn, chokoladeprinsessen virkelig en af mine helte?

Ja - Hun er rejst halvvejs rundt om jorden, alle rutiner er brudt, hun er omgivet af fremmede mennesker.

Selv om mor og far er med, så er 3 uger et presset program, masser af kørsel - forskellige overnatningssteder, og hun tilpasser sig bare.

Fleksibel, generøs med knus og kram, finder kroge og yndlingssteder, hvor hun end er, accepter alle, men knytter sig til nogle få.

Hun er kort sagt perfekt. Ca 2 ½ år, med den energi der nu følger med den alder.
Bliver hun afvist, accepterer hun bare og finder på noget andet.

Måske er det hendes alder, men her kunne vi allesammen lære rigtigt meget.

Jeg arbejder tit med mennesker der føler sig afvist enten privat eller på job. Det er ikke altid afvisningen er sproglig, eller at den rent faktisk har fundet sted.

Vi voksne mennesker sætter ofte et sæt spilleregler op for os selv og andre, og når vi ikke deler disse regler med andre, vil deres reaktioner ikke passe til vores forventninger.

Børn har simpelthen ikke de samme barrierer.

Jeg har arbejdet med en del mennesker, der som forudsætning i deres parforhold har stillet den regel op at - hun/han vil bedrage mig ved førstkommende lejlighed.

Her reagerer begge parter på en forudsætning, som kun den ene kender og accepterer. - Den er sjældent delt med partneren, eller erkendt som en problem af den, der lider af sygelig jalousi.

Det er det samme med kollegaforhold, der er gået skævt.
Ofte reagerer parterne ud fra nogle ikke delte forudsætninger, og vender derefter hele forløbet i hovedet - og alt efter hvordan vi er forudprogrammeret kommer sætningerne op

som: "Hvad er der galt med mig?" -
eller: "Hvad er der galt med de andre?".

Det er yderst sjældent, at vi mennesker bare accepterer, andre har ret til deres andre forudsætninger - og at en afvisning ikke nødvendigvis beror på os - men på dem.

Derfor er chokoladeprinsessen en af mine helte - hun accepterer verden som den er. En afvisning får hende ikke til at gå hen i hjørnet og tænke - hvad er der nu galt. Hun finder bare noget andet at foretage sig.

Nu vil jeg finde noget skønt at foretage mig den sidste dag med Filippinske besøgende -
Håber I alle får en god weekend, derude i verden. Britta / Tusmelda









mandag den 21. april 2014

Bermuda-trekanten eller nissen!!

Jeg har opdaget at vi har en Bermuda trekant, her i huset, eller en nisse (der flytter mine ting når jeg sover), eller måske ligefrem begge dele?..

Måske kender I andre det også - ting forsvinder ikke bare sporløst, de forsvinder helt og holdent.

En ting er at vaskemaskinen konstant spytter sokker ud i et ulige antal, eller at farvene på dem pludselig har ændret sig, men lige nu mangler jeg et par briller.

Nej jeg har kigget i vaskemaskinen, køleskab samt ovenover alting, osse der hvor solen ikke kan nå.

Fandt i øvrigt ud over en masse spindelvæv også mange andre sager, der i tidernes løb er blevet forlagt, men ingen briller. 

Lige nu satser jeg så på at de ligger i handskerummet på min bil, den har min søn og svigerdatter, så de kan komme rundt blandt familie og venner, mens de er i Danmark. Der er flere andre ting, som er vandret bort, og dem leder vi så også efter.
Men hvordan kan to stykker tøj, vi begge har set blive væk... Det blev lagt i en vaskekurv - og så pist borte...

Har kigget alle de sædvanlige steder + alle de usædvanlige.

Under skabe og skuffedarier, i skabe - på hylder, i begge garager (aner så godt nok ikke lige hvorfor to stykker tøj skulle havne i garagen, men alligevel).

Godt nok kan jeg godt gå rundt i mine egne tanker, og lægge ting fra mig helt umotiveret - men det plejer altså at dukke op indenfor et par dage. Det er så ikke tilfældet denne gang.

Min søde mand som kender min tilbøjelighed til at abstrahere fra den virkelige verden er naturligvis overbevist om at jeg er årsagen, jeg hælder mest til nissen eller den der, Bermudatrekant.

Brillerne kan være flyttet af andre, vi har jo haft småfolk i huset, og når jeg tænker efter har jeg ikke set dem siden jeg sidst så de unge mennesker med chokoladeprinsessen her i huset . Godt nok var hun ikke en pilfinger, men alligevel 2 og næsten ½ år, så kan et par briller være meget interessante.... (lang pause)

Nej de ligger heller ikke i legetøjskassen, og de er heller ikke ude i hottuben.

Hmmmm, nå men hvis nogen af Jer derude i verden lige pludselig opdager at I har et par brune briller liggende med glidende overgang, så kan det være mine.

Til gengæld har jeg lige for tiden styr på mit ekstra sæt nøgler, alle mine andre reserve briller, solbrilerne, dankortet - dieselkortet, de 4 små stykker stof jeg klippede til en nederdel for 3 år siden, og som jeg måtte klippe igen fordi de var blevet væk.

4 pakker synåle, som lå  i en vase??? Uvist af hvilken årsag de så var der - og jeg har fundet to hovedpudebetræk, som jeg troede jeg havde mistet.

2 plader samt en æske chokolade, jeg købte for et år siden og aldrig fik afleveret (fordi den var blevet flyttet) og en rulle kiks af ukendt alder.
I garagen fandt jeg min forsvundne rosensaks - hurra nu har jeg 3!! Samt det sæt cykellygter indkøbt for 5 år siden og aldrig monteret..

Men de to stofstykker, de er ikke dukket op.  Og det nytter ikke noget med clairvoyancen i det her tilfælde, øv...

Nå vejret er skønt, og jeg skal ud og trave i Mols Bjerge med en veninde, så må vi se hvornår dimser og duppeditter dukker op.


Hav en forrygende god uge - og pas på med Bermudatrekanter og nisser... 





Britta / Tusmelda

Hvis nogen ser en rygsæk, de ikke kender - så er det osse min - den kan jeg heller ikke lige se nogensteder... 



torsdag den 17. april 2014

Flytbare vaner

Jeg blev spurgt forleden om jeg havde et godt svar på hvorfor mange af os ændrer adfærd. F.eks. når vi tager i sommerhus.
Vi har de samme mennesker med, som vi er sammen med til hverdag. Vi er måske afsted for at reparere ombygge et sted, så det er ikke nødvendigvis ferie, så hvorfor er det så lige at vi ændrer vaner.

 Jeg synes, det er et hamrende godt spørgsmål.

Da min far og hans kone i sin tid købte Bethania på Omø, var det stort set altid min far, der lavede maden i Værløse, hvor de boede.

I de mange år der fulgte før de flyttede permanent til Omø, kan jeg ikke huske at min far en eneste gang lavede mad på Omø, medmindre han var der alene.
(eller havde sit forvænte barn på besøg, og Irene var på Sjælland)...

De første år lavede Irene maden, fordi min far udbedrede hus og have i stor stil., men efterhånden som der kom styr på alle de ting - kunne han jo godt have vendt tilbage til kokkeriet.

Det skete bare aldrig.

Det var blevet en vane, selv da min far holdt op med at lave noget som helst praktisk - så rørte han kun gryderne efter ordre fra højere sted (=Irene).

Nogle vaner ændres med alderen (middagssøvn f.eks.)
- mens andre kommer af at vi flytter os til et andet sted.

De første par dage vi er et nyt sted, er med til at give os rutiner/vaner og uvaner. Vi mennesker er i bund og grund vanedyr.

Når vi flytter os til et andet sted, tager vi bestik af stedet - og finder ud af hvad der kan være smart at gøre.

Det kan være der skal hentes brænde, vaskes op i hånden - der er måske en lang liste med reparationer - og alt efter hvem vi er sammen med, skaber vi nogle nye rutiner.

Jeg har en god ven, der er ekstremt aktiv til hverdag - han arbejder simpelthen stort set altid, først på job og dernæst med sit eget, hvis han da ikke lige skal hjælpe nogle af vennerne eller familien.

Til gengæld er han også i stand til at koble helt fra, når han holder fri - det sker bare sjældent.
Så bliver vanerne lagt helt om - også selv om han er sammen med de samme mennesker.

Den her aktive mand som normalt springer ud af sengen, længe før alle andre bare har tænkt tanken, kan pludselig ligge i sengen til 10 - 11 stykker, og kan en hel dag lave stort set ingenting.

Mange mennesker skifter også stil når de besøger forældre.

Mænd som normalt tager sig af både rengøring og madlavning, aner pludselig ikke hvordan en kaffemaskine virker, eller har misten evnen til at bære så meget som en kop over til køkkenvasken.

Og kvinder der ellers ved hvordan en boremaskine fungerer og kan skifte et punkteret hjul, kan ikke finde ud af at smøre en cykelkæde.

 Fordi vi tilpasser os, omgivelserne samt de forventninger vores medmennesker stiller til os.

Når jeg tager nogle dage fri, også selv om det er for at arbejde hjemme - f.eks. male lofter, så ved jeg godt at jeg har fri - og jeg forkæler mig selv.

Jeg giver mig selv nogle andre vaner - som at sove helt til kl. 7, tage et ekstra stykke brød, læse lidt før eller mellem det arbejde jeg ellers skal udføre.

Hvad gør du selv for at forkæle dig selv, når du skifter dine omgivelser ud?  
Britta / Tusmelda. 


mandag den 14. april 2014

Forårs-tanker 2014


Hurra, hurra det er forår - så skal vi ud i solen (og blæsten, og regnen og kulden). Og glæde os over alle forårsbebuderne.

Fuglene er forlængst gået i parrings mode, de synger med på forårets ynglekald, alt hvad de kan.

Og hvis der ikke er andre tydelige tegn på foråret,
så er planteskolernes hylder er fyldt op.

Jeg nyder alle de små påskeliljer i krukker og have, plantet sidste år... 

Skovbund og have myldrer af liv, og måske netop på grund af vores grå solløse vinter, trænger vi ekstra til sol og milde vinde.

Vi trænger til glade fuglefløjt og blomsterflor, også selv om foråret i bund og grund handler om arternes overlevelse.

Nu bliver det snart sjovt at færdes udenfor, og tage på telttur i skoven.
Jeg er vild med foråret, men jeg er jo egentligt vild med alle årstider, medmindre de drukner i en tristhed af vand og tåge.

For mange er foråret desværre en svær tid. Vi er forbundet med naturen og vores instinkter til at yngle, dukker op hvert forår.

Det er spiretid - alting spirer og vokser, når det bliver passet, her mit nye bed. 

Så når vi ikke er halvdelen af et par, eller ikke er lykkelige i vores halvpart, så dukker de triste tanker op.


Ensomhed / Alenehed
kan føles ekstra tungt. (Faktisk er det nu, at rigtig mange ældre mennesker opgiver at leve videre, de har opbrugt kræfterne på vinteren - eller måske er det julen, der har tappet alle kræfterne. )

De mennesker, der opsøger mig - fordi de føler sig ensomme, ser også forårstegnene, men har sværere ved at glæde sig over dem.

De ser nemlig alle de mennesker, der færdes to eller flere sammen. Familier, kærestepar - venner. - og de ser ikke alle de andre, der ligner dem selv.
I radioen i dag, hørte jeg noget om det at være single - og hvor stor en velsignelse det er.

Det er det selvfølgelig også for nogle, ligesom der er mennesker i parforhold som er trætte af det.
Jeg ser foråret som en stadig kilde til nye begyndelser - et godt starttidspunkt, uanset hvad du vil starte.
Nye Ideer - Nyt arbejde, nye venskaber - ny virksomhed, kæresteforhold - ændring af bestående.

Vinteren er dvaletid, det er her vi bør følge naturen - det er tiden for stilhed, eftertanke - indendørs sysler - og tiden for at slappe af. Med foråret kommer energi og evne til at håndtere travlhed - Det er tid at så. Det kan være frø i haven, eller en ide, du vil søsætte i dit liv.


Hvad enten det er i dit privatliv, du ønsker at så nogle frø,
eller det er i dit professionelle liv - så gør det inden det er for sent. Tænk at blive 100 og kun kunne huske alt det du ville ønske, du havde prøvet.

Nogle af mine ideer fra sidste forår, trives som blomsterne her

Hvis du forestiller dig at dit liv, følger året - så skal du så nye planter om foråret. Planten skal bruge sommeren til at vokse og forankre sig.

For flerårige planter skal rødderne være forankret så godt i løbet af efteråret så planten kan vintersove, og næste forår vender planten igen tilbage til live, med nye spæde grønne blade.
Ideer, forbindelser - venskaber, kærlighed skal passes med omhu, ellers dør planten ud.

Hav masser af sjov derude i foråret... Knus Britta / Tusmelda


fredag den 11. april 2014

De sten, der tynger vores rygsæk.........


Når vi indgår i forskellige sammenhænge
hvad enten det er et kærlighedsforhold, en familierelation - venskaber, naboskab, kollegaer - eller samarbejdspartnere,
har vi allesammen en rygsæk med erfaringer, som vi trækker frem og bruger.

Disse byggesten eller bremsesten er med til at forme vores liv, derfor er det bare så vigtigt,at du kigger på dem, du har
smidt i din rygsæk og får sorteret i hvilke du vil beholde,
og hvilke - der skal smides langt væk.

Så du ikke bliver ved med at gentage destruktive mønstre.

Jeg har en bekendt, der bliver stiv som en saltstøtte, når kæresten tager en øl.
For hende er øl forbundet med smerte - far drak, og slog når han havde drukket.
Så i hendes rygsæk ligger der en stor sten der siger ØL = smerte...

Det er ikke nemt for kæresten som gerne vil have 1 (EN) øl fredag og lørdag til frokost, men som hverken slår eller drikker igennem, fordi hans rygsæk er fyldt med sten, der fortæller at drikkende mennesker - er alt, alt for kærlige, på den forkerte måde.

De to har snakket rigtigt meget sammen om stenene i hver deres rygsæk.

De har også haft hjælp til at finde metoder, der hjælper dem med det.

Så det går fint mellem dem - men det kunne sagtens været gået rigtigt meget galt.

Vi ser jo verden gennem vores eget erfaringsfilter - og dem vi "leger med" har deres eget filter, som de bruger til at se verden igennem.

Så det du oplever som et svigt, vil for din partner måske være helt naturligt, uden bagtanker.
Den øldrikkende ungersvend, kan li' smagen af øl, men ikke li'  at blive fuld. Han synes kæresten var hysterisk indtil han forstod hendes baggrund. (hendes sten).

Da kæresten reagerede (negativt) på at han havde fået en øl - blev det til at den blev drukket i skjul og med masser af lakridspastiller bagefter for at sløre duften, og med dårlig samvittighed.

Hun på sin side følte det som et overgreb og frygtede resten af dagen at han ville slå, så hun forsøgte at fremprovokeret slaget, så det var overstået. Så først da de talte sammen, fik de smidt stenen væk.

Når du selv er opmærksom på dine egne sten, og hvordan de er kommet i rygsækken,

samt er opmærksom på andres sten, så kan I sammen overkomme de vanskeligheder, der opstår -


når I hver især træder for tæt på hinandens dårlige erfaringer.

Vi kommer allerlængst når vi har forståelse og respekt og møder alle mennesker med den forudsætning,
at de ikke kender vores sten og filtre, og derfor aldrig gør noget for at såre os -
men ser verden gennem deres eget filter.


Håber alle har en pragtfuld fredag og weekend-  Britta / Tusmelda

tirsdag den 8. april 2014

En hånd...

Det er helt utroligt hvilken betydning en varm hånd kan have.
Især når det er en lille bitte hånd, der lister sig ind i min og trækker afsted med mig over stok og sten - hende der - den adstadige farmor, der gerne vil slentre, stå eller gå - men absolut ikke løbe, finder sig pludselig ganske godt tilfreds med at småløbe, når det bare er en lille varm hånd der trækker i hende.

Den lille varme hånd har helt sin egen historie, og I får noget af den nu.

Jeg har besøg af to yndige piger, chokoladeprinsessen og hendes mor, sidstnævnte et gift med min søn, en skøn pige, og de bor  i Manila, Filippinerne.


Så det er ikke lige hver dag de smutter forbi. Det er 4 eller 5 år at de er her begge to, og 1. gang for mit lille barnebarn. For 1 ½ år siden var vi på besøg i 3 uger i Manila, så vi render da ikke hinanden på dørene. Alligevel er det længe nok til at være mæt af indtryk, men ikke længe nok (og ikke tit nok) til at bygge bedsteforældre relationer op.

Min søn er sejlende maskinchef og lærte sin smukke kone at kende på en ferie i Filippinerne. Da det var for meget at forlange at hun skulle bo i Danmark, når han ikke er hjemme mere end halvdelen af året, flyttede han derud, og efter 8 års ægteskab og bopæl derude, og med Danmarks love in mente, må vi jo acceptere at de bliver derude.

Og så er det, at jeg for alvor bliver opmærksom på den betydning sådan et lille menneske på 2 har.. Så bliver farmor til en klat bævrende gele, som gerne henter månen ned, hvis lillepigen bare smiler...

Og sådan er det jo med os mennesker, når vi får en tillidsfuld hånd, vi kan lige pludselig så meget mere end ellers.

Det får mig til at tænke på relationer - os mennesker imellem. Venskaber, familiebånd - nogle der kommer til og nogle vi vokser fra. For de fleste af os er det vigtigt at være en del af et fællesskab.

I aften skal vi til fællesspisning her i Tirstrup.
Det er hyggeligt - men det er også vigtigt - at nogen påtager sig opgaven med at frembringe maden. Andre har påtaget sig opgaven med at samle tilmeldingerne - og sådan har vi jo selv et ansvar for at tingene sker.

Det er vel kun lige det der med at være født ind i en familie der kan fritage os for en opgave i forhold til at være en del af en gruppe, men selv her forpligter vi os til dog i det mindste at møde op, når der kaldes til samling.

En af mine meget gode venner, hjælper alle sine venner og bekendte med alt det han kan - bare fordi han hygger sig med det. Mon ikke også mange af de venner er klar til at stille op - hvis han en dag beder om hjælp?

I alle forhold kræver det, at vi selv gør en indsats, for ikke at blive ensomme.


Hav en pragtfuld uge ... Knus fra Britta / Tusmelda