Brud på dæmningen

Søndagens udflugt gik forbi motorvejsbyggeriet ved Silkeborg og til Brande - hvor vi beså elværkets manglende sø, den 7.11 brød dæmningen sammen - se fotos her http://www.brande-elvaerk.dk/dampic.htm.

Jeg ku' ikke selv tage fotos af den manglende sø, for vi kom frem i skumringen. Men her er et skumringsfoto.

Det der er min pointe - er at i dette tilfælde var det måske ikke til at vide at dæmningen ikke ville holde - og at det var vigtigt at gøre noget, inden den brød sammen .

Men vi mennesker har jo også dæmninger, vi samler ofte til hobe - sært nok er vi bedre til at samle dårlige oplevelser sammen til en dæmning, end vi er til at samle de positive oplevelser sammen.

De positive oplevelser har allesammen en god indvirkning på vores liv.

Vi glædes over dem, og så glemmer vi dem måske, i stedet for at bruge dem som en rambuk for at lukke dæmningen op, så vi ikke samler de trælse oplevelser, i en sådan grad at de skaber en overstigelig hindring, indtil der går hul og de oversvømmer vores liv, blotlægger sårbarhed og hvad deraf følger.

Uanset om vi er mænd eller kvinder - så har vi brug for at være stærke nok til at bede om hjælp, inden dæmningen springer - og vi kun har et sumpet bed tilbage, der hvor der skulle være masser af vandspejl.

Vi har brug for gode venner, eller professionelle hjælpere, når vores dæmning er i fare for at briste - lad være med at gå i årevis med en vrede, kedsomhed - angst eller utryghed som bare hober sig op - til en større og større sø, som har en alt over ødelæggende virkning, når først der går hul på dæmningen.

Som vand der løber stærkt og kan vælte, slå alt itu på vejen, kan du ødelægge dig selv og mennesker der elsker dig, ved at lade tingene hobe sig op. Uanset om det er uoverensstemmelser med din chef, eller din elskede - eller det er gamle traumer fra barndom, eller ungdom - noget der skete i går eller for 40 år siden, så er det vigtigt at få givet slip. 

Jeg  tager de små skærmydsler og trælse oplevelser en ad gangen, ser på dem, tænker dem igennem og lægger dem så væk. Jeg prøver altid at lære af fortiden, leve i nutiden og se frem til fremtiden.

Blev jeg klogere, lærte jeg noget af alt bøvlet - er jeg blevet stærkere, og bekymringer er virkelig spild af fantasi.
Tænk i stedet - hvad kan være godt i stedet for hvad kan gå galt.
Uanset hvad der er sket i mit liv, forsøger jeg at se fremad - først ved at tilgive mig selv, og dernæst tilgive den eller de personer, der har "hjulpet mig ud i suppedasen".

Nogen gange handler det bare om at se skoven, ikke det enkelte træ.

Andre gange skal der fokus på det enkelte træ -

Balance er ikke det nemmeste i verden, men der er mange som gerne vil hjælpe.



Forrygende mandag til alle derude i verden - Britta/Tusmelda