Havde ellers en del planer, der skulle føres ud i livet - men sådan gik det ikke lige.
Skvattede på det nærmeste over egne fødder og af ren forfængelighed, så også relativ godt ud - da jeg lå der med høje hæle og kun kunne stønne af smerte.
Så jeg brugte lige en dag på læge, skadestue - sidde og ligge med foden oppe, totalt inaktiv - for skulle jeg andet skulle jeg rejse mig, og det gjorde nas.
Nu kan jeg med forsigtighed støtte på foden, så det skal nok gå alt sammen, men jeg blev lige mindet om min egen skrøbelighed. Det er helt fantastisk som min krop kan reparere på sig selv, når jeg bare lytter til den...
Heldigvis kom min niece lige forbi og lagde en ispose og en forbinding, da det var værst og jeg havde mest ondt af mig selv.
Det hjalp ... Ikke kun rent fysisk - men den lille gestus, at hun godt gad bruge ½ time og forkæle mig lidt - det løftede mit humør en del grader, og gav mig mod på resten af dagen og natten med... Og sådan er det jo.
Lidt omsorg virker tusindfold bedre både psykisk og fysisk, end vi umiddelbart regner med - ihvertfald mere end den, der udøver omsorgen ofte regner med. Jeg sov helt fantastisk i nat - netop fordi den omsorg, viste at jeg havde værdi.
Generelt er vi vist ikke så gode til det der med omsorg her i Danmark. Vi vil ikke vide det, hvis andre har ondt .
Jo fysisk ondt, det kan vi jo tage og føle på - et brækket ben, det ved vi allesammen hvad er, men ondt i sjælen, efter skilsmisse, fyringer osv. - Vi vil ikke have et rigtigt svar, når vi spørger en gammel kollega eller ven: "Hvordan går det?"
Vi vil ikke involveres, ikke drage omsorg - vise følelser, tabe ansigt - Og det skal modparten da så sandelig heller ikke - VEL!
Mennesker, der altid spørger ind til hvordan vi har det, kommer med små gaver, eller sender opmuntrende sms'er eller mails - betragtes generelt med mistro - Det er forbeholdt inderkredsen der må det, og så kan det endda også være differentieret.
Jubeloptimister - der altid finder det gode i alt der sker. Jow, jow - Danmark som helhed over en kam, og ikke mindst vi jyder - lad os se det i øjnene, vi er mistroiske.
Hvad vil de opnå med den jubeloptimisme - hvad vil de gøre, dem der jubler over ingenting, når der sker noget stort! -
Det kan jo ligegodt ikke være så fantastisk alt sammen - eller kan det?.
Hvis nogen roser mig helt vildt bliver der en lille tanke siddende, hvad vil du opnå med det, makker?.
JOW - Jow, og så er det altså heller ikke bedre...
Er det min jyske natur, eller er det noget tillært ? - Jeg ved det ikke.
"Ved jorden at blive det tjener os bedst"...
OG jeg underviser endda i at højne eget selvværd.... Hmmmm...
Og jeg er faktisk ret god til det - Ja gu er jeg da så - det ved jeg jo godt. Men tvivlen er der hver gang - min trofaste følgesvend, som også holder mig til ilden - ansporer mig til at gøre mit yderste hver gang.
Jeg er fuld af beundring for alle de mennesker, der har omsorg som en levevej - alle SOSU'erne, sygeplejerskerne, politibetjentene (jo de kan være omsorgsfulde, selv om det ikke virker sådan, når de stopper os for at køre for stærkt). Pædagogerne, lægerne - osv. mange endda til dårlige arbejdsvilkår og ringe løn - og alligevel har de overskud til at fortsætte.
Under sydens sol, har mennesker et andet temperament - de råber og udfolder sig på et helt andet sæt - end heroppe i norden. Livet leves på gaderne, og naboer inddrages i mange små skærmydsler - som ikke gvier anledning til stor ståhej. Vi går indendørs 3/4 af året - men det kan ikke være hele forklaringen på vores knudeliv, i USA fremelsker de en helt anden opførsel - og der har de masser af is og kulde.
Og alle ansatte spurgte alle kunder, om de havde det godt, og om de kunne hjælpe med noget. det var en mærkelig oplevelse, for det virkede faktisk som om de mente det (men nu var det jo også i starten af deres vagt).
We are the greatest...
Forestil Jer lige det i Brugsen, eller i LIDL...
Men vi vil ikke tage skade, af lidt mere stolthed, lidt mere glæde over/ved os selv og det vi hver især kan udrette. Vi har da også haft og har store danskere...
Til gengæld er amerikanerne ikke vilde med socialt sammenhold, fælles sygeforsikring og den slags pjat. Jo flere penge og magt => jo bedre et menneske er du? - Der tabte de lige mig!
Ikke noget med fællesskab her - enhver er sin egen lykkes smed, klarer du dig ikke, er du en dårlig smed... Det er aldrig samfundets skyld, kun din egen. For mig at se er der knaster i alle politikker...
Nå, det var nu bare fordi jeg havde ondt, og ikke måtte bevæge mig igår - at jeg kom til at tænke ....
I dag kan jeg bevæge mig lidt og med forsigtighed, men allerbedst når jeg ikke gør det.
Hav en vidunderlig weekend - dans mine danse -
Og lad ikke skæppen falde ned over jeres lys. Britta/Tusmelda
Og lad ikke skæppen falde ned over jeres lys. Britta/Tusmelda
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar