Ser jeg dig, hører du mig??

Forleden sad jeg og talte med en god veninde - der stillede mig det underlige spørgsmål -

Ser du mig egentligt?

Hmmm.

Det måtte jeg lige tænke over, for ser jeg hende som hun ser sig selv - ser jeg hende som jeg ser hende, eller ser jeg på hende med farvede briller?

Kollegaers, venners eller familiemedlemmers meninger om andre, hvor stor en rolle spiller de?

Vi kender det alleammen 2 rivaliserende hold, byer - virksomheder.

Vi kan altså ikke så godt lide dem der kommer derovrefra, med et hånligt skuldertræk.
 Jeg nævner bare jyder(udtales ofte Jøjer eller jyyyy'er)  og Køwnhavnere... (staves Københavnere).

I førstnævnte udgave omfatter det ofte alle sjællændere undtagen dem vi personligt kender.

Så det var lidt svært at svare min veninde - for ser jeg hende egentligt, som hun synes, hun skal ses...

Vi glider så let ind i nogle roller, alt efter hvem vi er sammen med.

Kollegaer har et andet indtryk, end familien  - og venner har et 3. indtryk.
Vi har jo et farvet syn på hinanden - farvet af egne oplevelser og erfaringer, samt andre(s) udefrakommende indtryk.

En god ven var utro for nogle år siden, og blev opdaget - og siden har det klæbet til ham.

Han er defineret som ham den utro gris, uden at der er stillet spørgsmål til, hvorfor han havnede lige i den situation.

Havde hun set ham, hørt ham - haft plads til ham i hendes verden, ja så var det måske ikke sket ....

Der skal to til tango - og to til at lytte, se, høre og stå frem...

Det kan være svært at være så nøgen, og sårbar at vi bliver hørt og set - præcis som vi er.

Ser vi så hinanden? Jeg vil tro det....

God weekend derude i verden. Britta /Tusmelda

Går du på job for at tjene penge eller?

Frygteligt spørgsmål ikke?

For så skal jeg jo rent faktisk overveje, om jeg har et mere ædelt formål med at gå et andet sted hen til hverdag for at tjene til brød, smør og hvad jeg nu ellers skal stoppe i hovedet.

Ville jeg hellere blive hjemme, eller foretage mig noget helt andet?

Hånden på hjertet, går du på arbejde for at arbejde, nyder du at jobbe -
eller er det bare et middel til at få bedre mad, en federe bil -
eller hvad du nu går op i.


Vi har haft nedgang i rigtig lang tid, og mange mennesker har måttet sige farvel til mange af de goder, som det arbejdende folk trods alt har lidt nemmere ved at få del i.

Netop derfor har vi nok osse været meget tilbøjelige til at blive på et job, som vi i virkeligheden helst ville sige farvel til - og dog.

Lige for tiden har jeg et lønmodtagerjob ved siden af Tusmelda, hvor jeg kommer i kontakt med mange arbejdsløse. De fleste er absolut ikke glade for at være/blive arbejdsløse - mange af dem har faktisk stress symptomer.

I Tusmelda, taler jeg så omvendt med en del, der gerne vil skifte job, og som også har symptomer på stress.
I begge tilfælde taler jeg ikke om at have travlt, eller have hidset sig selv om -

Men om mennesker for hvem det er en belastning at skulle gå på arbejde hver dag, eller netop ikke at kunne gå på arbejde.

Økonomien en stor fællesnævner, men også fællesskabsfølelsen med kollegaer, ansvarsfølelsen overfor de opgaver der er er på jobbet, fylder også meget.

Jeg har selv i perioder arbejdet steder, hvor jeg nødigt kommer igen, men hvor jeg havde nogle gode kollegaer - som jeg ofte sender en venlig tanke,

En god ven sagde for ikke så lang tid siden, da vi diskuterede job:
 >> At, herregud, det er da kun et job - ikke en livsstil. <<  Og han har jo fuldstændig ret.

At jeg får løn for 37 timer hver uge, er jo ikke ensbetydende med at det er min mission / mit kald. . Men det er jo ofte blevet sådan, at arbejdet er et sted hvor vi går hen og får opfyldt nogle basale psykiske behov om at være noget, bli' te' noget - være betydningsfulde.

Familielivet bliver også en udfordring, der tackles med store armbevægelser - også her skal vi være noget, bli' te' noget - gøre noget sammen, bare ikke kede os...

Vi pisker rundt fordi vi har en forestilling om at det "gør man"... Det forventes...

Jeg har i et stykke tid haft trukket telefonstikket ud - slukket for computeren, ikke set tv - og bare været til, når jeg ikke har arbejdet. Det er faktisk slet ikke så ringe endda -

Jeg giver mig fuldt ud på jobbet, men det kommer aldrig mere med hjem - den tid er forbi.
For herregud da - det er jo bare et job, ikke andet. Han har jo ret - og jobbet definerer ikke mig, det fortæller bare hvad jeg arbejder med.

Ja, gu' er jeg glad for det, arbejdet - men jeg er mere glad for at have et liv.
Nej jeg vil ikke bytte med en arbejdsløs, men jeg vil gerne dele...

Knus derude i verden - Britta / Tusmelda.

 

*

Hvem har bestilt influenza....?

Hvis det var dig, så kom lige og hent resterne - for nu har jeg brugt den længe nok.

Der er ikke ret meget, der slår at blive sendt til tælling, når det akkurat ikke lige skulle være nu...

En hel uge har jeg gået med den i kroppen, og endda været hjemme nogle dage - og det skulle jo ellers være så rart og hyggeligt, det med at være småsyg - kunne hygge mig med en eller flere gode bøger, skrive blogs, og hvad jeg nu ellers kunne sysle med.

Men det var bare slet ikke sådan virkeligheden var - tværtimod, kvalme, dårlig mave, hovedpine og ondt i kroppen - sove, sove, sove - og så lige en gang til sove, skiftevis svede og fryse, sikke en fest....

Nu er jeg godt nok i overgangsalderen, rent aldersmæssigt, men det her var nu værre end de hedeture der indimellem kommer fræsende ind fra højre - for jeg er stadig frisk og i fuld vigør, når disse anfald angriber...

Det her var nærmest sovesyge - om det så var chokoladen og lakridsen inde i stuen, så orkede jeg ikke at kravle/gå derind for at hente et stykke.

Og dem der kender mig, ved at så er jeg virkelig syg.

Det værste var - at jeg havde mareridt, når jeg sov og var svimmel, når jeg stod ud af sengen og forsøgte med noget, der sådan bare snerpede henad normal aktivitet.


Nu er jeg ved at komme ovenpå igen,
så hurra jeg overlevede - og kun med lidt konstant hovedpine,
men den er dog lettere at bære dag for dag...
Så venner en godt brugt influenza kan afhentes, den koster gratis...

Jeg kan tage den med i et syltetøjsglas, når jeg skal på messe i Horsens i weekenden - der kan den afhentes... : Energien i centrum - Du er velkommen forbi osse selv om du ikke vil overtage min influenza...

Undskyld min manglende evne til at være verdens nærværende den foregående uge, 

jeg skal nok forbedre mig i de kommende dage. knus derude - Britta / Tusmelda

Hvad mener du dog med det !!??

En ting jeg efterhånden har lært af mine mange år blandt andre mennesker.

Det er at spørge, hvad mener du med det - hvis jeg ikke lige forstår andres sætninger...

Det er ikke en god ide at tillægge andre mennesker motiver, de ikke selv giver udtryk for at have.

Den anden dag havde jeg bagt boller uden at tænke over portions størrelsen. Der var for mange.

Jeg spørger så en god ven om hun vil have nogen med sig, da hun lægger vejen forbi inden hun skal på arbejde - og svaret kunne godt have givet et helt andet udfald.

Hun svarer nemlig: "Gudfader bevares, nej tak." -

Der bliver, måske naturligt nok, en kort pause hvor jeg lige skal fordøje den besked - hvorefter hun med et stort grin fortsætter:

"Der er kun chefer og mig på arbejde, og de tager aldrig med til os allesammen, så jeg skal kun have med til mig selv og til at tage med hjem - dine boller skal ikke gå til spilde"...

Havde jeg trukket luft ind og givet hende svar på tiltale med det samme, var jeg gået glip af en stor kompliment - og hun havde ikke fået boller.

Jeg var måske endda blevet sur på hende, og vi havde risiko for at miste et godt venskab..

Hun fik en stak boller med hjem til sig selv -  vi fik samtidig en snak om, hvad venskaber skal kunne rumme.
Samme veninde har osse præsteret at ringe mig op og skælde ud - ikke på mig men over noget helt andet, og da vi er venner fortsætter hun blot sin tankerække idet jeg tager telefonen.

Havde jeg ikke tænkt mig om der, kunne det også have udmøntet sig i en mindre krig.

Nu skal jeg ikke udstille hende som et monster, for jeg gør nøjagtigt det samme - sådan er vores venskab. Vi kan begge det der med at ringe til hinanden og forsætte en samtale, vi ensidigt var igang med, både når det er godt og skidt i vores liv.

Hun har også ringet til mig - kvidrende, hvor er vejret dog pragtfuldt og smukt (det stod ned i stænger) men hun havde oplevet noget fedt - og så bliver dagene jo smukke, uanset vejret.

Disse eksempler er nok en smule ude i yderkanterne, men det er jo ofte det der sker.
Vi lader ikke andre mennesker tale ud, forventer negativ respons og er i forsvarsposition fra start af - glemmer at mine forudsætninger ikke er de samme som dine.

HURRA for forskellen på dig og mig - det giver  jo lige præcis det krydderi der skal til, så livet ikke bliver kedeligt.

God uge derude i verden - 

Britta / Tusmelda og Bag facaden